Noget, man hurtigt lægger mærke til, når man læser Caspar Erics nye bog, er det påfaldende afdæmpede i tonen. At digtene ikke prøver så hårdt at være gode digte, men alligevel er det. Det er noget af det bedste ved bogen.

Har man tidligere syntes, at Erics digte kunne stille sig an og sige ’se mig’, trækker de sig her tilbage og taler stilfærdigt om noget, der er svært at tale om. ’Alt hvad du ejer’ er i både form og tema en mere klodset bog end forgængerne ’7/11’, ’Nike’ og ’Avatar’. Konceptuelt mindre stram i koderne, mindre klar over, hvor den skal hen. Det famlende har måske at gøre med at være i sorgen over at have mistet et barn, før det blev født – en erfaring, forfatteren deler med den skrivende i bogen.