0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Thomas Bredsdorff om Bille Augusts nye film: I oversættelsen fra bog til biograflærred er man kun tro ved at være utro

Der er scener i Pontoppidans roman, der er udført så slavisk i Bille Augusts 'Lykke-Per', at betegnelsen illustreret klassiker ligger en på læben. Men når det kommer til de store beslutninger, viser instruktøren sin kunnen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rolf Konow
Foto: Rolf Konow

Når bøger er forlæg for film og teater kan det gå rigtig godt. Men det kan også gå rigtig skidt.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Både teater- og filmindustrien hungrer efter den gode fortælling. Sommetider henter de den i romaner. Det er der kommet strålende kunst ud af.

Viscontis film ’Døden i Venedig’ er et selvstændigt kunstværk, ikke kun en illustreret udgave af Thomas Manns roman. Det samme var Kaspar Rostrups version af Holbergs roman om ’Niels Klim’ på Gladsaxe Teater. To lysende eksempler fra historien på ophavsmænd, der behersker det ny medie og styrer uden om den fælde, der hedder 1:1 og rammer mange, for eksempel Det Kongelige Teaters udgave af ’Hærværk’ for fire år siden.

Seneste forvandlingsprodukt er Bille Augusts filmatisering af ’Lykke-Per’. Der er scener i Pontoppidans roman – et middagsselskab i storkøbmanden Salomons hjem, en køretur med charabanc i Dyrehaven – der er udført så slavisk, at betegnelsen illustreret klassiker ligger en på læben. Men når det kommer til de store beslutninger, viser Bille August sin kunnen – og ved den største af dem alle, slutningen, sit mesterskab. Til dem, der bliver sure over at kende filmens slutning, vil jeg sige: stå af her.

Lykke-Per ender sine dage som vejassistent i Thy. Slut med de store ingeniørprojekter, færdig med den – også i filmen – vidunderlige Jakobe, ægteskabet med Inger forlist, børnene forladt. Som romanlæser kommer man ikke til at bevidne Pers død. Kun hans efterladenskaber, gennem en nabos udvalg af de livsfilosofiske notater, Per har skrevet.

Det mest håndgribelige er et dokument, hvor Per har testamenteret hele sin formue til »Jakobe Salomons konfessionsløse skolehjem«, altså til det eneste projekt i Pers nærhed, der blev til noget. Og som desuden viderefører et grundtema i den ellers næsten postmodernistisk fragmenterede Pers sjæl: fordømmelsen af faderens kristentro. »På den nøgne væg tikkede faderens store sølvur«, er, hvad vi får at vide i romanen om Pers dødsscene.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce