'Jeg er gråhvid’, hedder Bjørn Rasmussens tredje roman, der er en vild og obskur sygehistorie. Og som fortsætter ad det (i en eller anden grad) selvbiografiske spor, man så i debuten ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’ fra 2011 – stadig noget af det stærkeste, der er skrevet på dansk om krop og køn i dette årti – og senest så i digtsamlingen ’Ming’ fra 2015, der også skildrede psykosen og farbesættelsen.
Hvor digtsamlingens sygdomsbeskrivelse var præget af en enkelhed og sproglig præcision, oplever man, at romanen her er skrevet uden nogen styring overhovedet – skriften vælter ud. Hvor kommer den fra? Enhver plottænkning er knyttet til en form for paranoia og er noget, den skrivende udsættes for: »Jeg føler at et plot har sat sine tråde i mig. Hvem spinder?«. Ja, hvem spinder? Plot, personudvikling og kausalitet er en fed løgn i verden.
