Der udkommer en lind strøm af biografier om store danske arkitekter i disse år. Først var det de oplagte verdensberømte arkitekter som Arne Jacobsen og Jørn Utzon. Så var det bøger om møbelarkitekter som Poul Kjærholm, Børge Mogensen, Hans J. Wegner og ikke mindst Finn Juhl.
Nu begynder vi at komme længere ud – altså længere væk fra store kendte og over til arkitekter, hvis betydning ikke kan overdrives, fordi de har tegnet så mange monumentale bygninger, der er blevet opført i forbindelse med velfærdsstatens udvikling: Ægteparrene Inger og Johannes Exner og Eva og Nils Koppel og nu også Svenn Eske Kristensen.





