På indoeuropæisk har ordet ’sorg’ to betydninger: ’at være syg’ og ’at bekymre sig om’. Sorg kan være passiv – noget, der er påført en, af begivenhederne og af ens følelser – og aktiv, som udslag af bekymring og handlekraft.
Det sidste kaldes ’omsorg’ og er et nøglebegreb i græsk filosofi som omsorg for sig selv. Hos Platon bliver det en lederdyd, i den lille dialog ’Statsmanden’, og udvides til at betyde omsorg for fællesskabet og for borgerne.
