Sammen med fem kolleger skal den spanske litteraturforsker Carme Font i de kommende år lede efter oversete tekster af kvinder fra 1500-1780. Det er ikke negligerede, kvindelige forfattere, de leder efter, men helt almindelige kvinder, der har skrevet om religion, politik, filosofi, ægteskabelige problemer og personlige frustrationer.
Maleri: Johannes Vermeer

Sammen med fem kolleger skal den spanske litteraturforsker Carme Font i de kommende år lede efter oversete tekster af kvinder fra 1500-1780. Det er ikke negligerede, kvindelige forfattere, de leder efter, men helt almindelige kvinder, der har skrevet om religion, politik, filosofi, ægteskabelige problemer og personlige frustrationer.

Bøger

EU giver 1,5 millioner euro til at redde 'kvindagtige' tekster fra glemslen

Spansk litteraturforsker skal endevende biblioteker, arkiver og private samlinger for tekster skrevet af kvinder i perioden 1500-1780

Bøger

De næste 5 år skal en spansk forsker forsøge at fiske værker af kvindelige europæiske skribenter frem af glemslen i et forsøg på at give dem den anerkendelse, de er blevet nægtet i århundreder. Det skriver The Guardian.

Carme Font, der er ph.d. i engelsk litteratur fra Universitat Autònoma de Barcelona, har fået 1,5 millioner euro fra Det Europæiske Forskningsråd til at støvsuge biblioteker, arkiver og private samlinger for breve, digte og andre tekster skrevet af kvinder 1500-1780. Målet er at finde tekster, som traditionelt er blevet afskrevet som alt for personlige og ’kvindagtige’.

»Det er ikke berømte kvindelige forfatteres værker, vi leder efter. Det er tekster skrevet af kvinder uden en egentlig uddannelse. Både hverdagstekster om personlige frustrationer, familieproblemer, ægteskabsproblemer, seksuelle problemer og misbrug og tekster om politik, aktuelle begivenheder, filosofi og religion«, siger Carme Font til The Guardian.

Når teksterne ikke blev anerkendt i deres egen tid, skyldes det ifølge Carme Font, både at skribenterne var kvinder, at der var begrænset adgang til uddannelse samt datidens sociale og intellektuelle konventioner.

»Det, de skrev, blev set som ubetydeligt og som en gentagelse af noget, mænd allerede havde skrevet. Mange af disse kvinder havde ikke en uddannelse og skrev på en mere uformel måde. De fulgte ikke reglerne for, hvordan man eksempelvis skrev et essay, og blev kritiseret for det. Og derfor blev deres tekster marginaliseret«, siger Carme Font til The Guardian.

Og tilføjer, at hun igen og igen er blevet slået af den kraft og stringens, der er i nogle af de religiøse og filosofiske tekster, hun er faldet over.

»Der er masser af kvindelige skribenter, der udtrykker en meget dyb forståelse af menneskesjælen, og som artikulerer det på en måde, der er fuldstændigt på højde med datidens mandlige teologer. Det handler om at anerkende, at selv om kvinder skrev på en anden måde, så havde deres tanker og ideer en intellektuel værdi«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce