Madame de Saint-Marceaux holdt salon i Paris omkring år 1900, og komponisten Gabriel Fauré sagde om hende, at hun efter al sandsynlighed ville komme til at dø af et anfald af snobberi.

Det var en fare, som ude i århundredskiftets parisiske virkelighed lurede på både gæster og værter under salonernes venezianske lysekroner, og inde i Marcel Proust romanværk ’På sporet efter den tabte tid’ er snobberiet, såvel det sociale som det mere åndelige, kunstsnobberiet, et smertepunkt: Hvordan bliver man et kreativt menneske, for hvem kunsten lever? Og hvordan undgår man at gøre kunsten til død fetichisme eller kedelig karrierevej? Det er centrale spørgsmål og konstant livsfare i den store roman, både for fiktive figurer og virkelige læsere.