Nå ja, nu bliver det lidt nørdet: To stærke danske bøger giver (usnobbet og velskrevet) perspektiv til Marcel Prousts storværk

Madame de Saint-Marceaux holdt salon i Paris omkring år 1900, og komponisten Gabriel Fauré sagde om hende, at hun efter al sandsynlighed ville komme til at dø af et anfald af snobberi.

Det var en fare, som ude i århundredskiftets parisiske virkelighed lurede på både gæster og værter under salonernes venezianske lysekroner, og inde i Marcel Proust romanværk ’På sporet efter den tabte tid’ er snobberiet, såvel det sociale som det mere åndelige, kunstsnobberiet, et smertepunkt: Hvordan bliver man et kreativt menneske, for hvem kunsten lever? Og hvordan undgår man at gøre kunsten til død fetichisme eller kedelig karrierevej? Det er centrale spørgsmål og konstant livsfare i den store roman, både for fiktive figurer og virkelige læsere.

Salonerne i ’À la recherche du temps perdu’ holdes navnlig hos familien Verdurin, der kan gradbøjes fra det borgerlige til det adelige. Kunstelskeren Swann møder her sin elskede Odette, en tidligere prostitueret, som ikke specielt er hans type – ikke før han pludselig ser hende som en figur i et værk af Botticelli i Det Sixtinske Kapel.

Billedkunst, kærlighed og en lille smule religiøsitet fortryller salonen, og siden kommer musikken til, da »en lille frase« af et stykke kammermusik vækker noget i de elskende og bliver »deres kærligheds nationalmelodi«. Frasen er skrevet af komponisten Vinteuil, som i romanværkets struktur bærer musikken, ligesom maleren Elstir bærer billedkunsten, og forfatteren Bergotte bærer litteraturen.

Tilsammen bærer de tre fiktive kunstnere også en romanteknik, som Marcel Proust udvikler til det sublime: at væve den ene verden ind i den anden ved i lange passager f.eks. kun at beskrive musikken med billedkunstens begreber eller omvendt. Og ved at gøre det samme i skildringer af mennesker, landskaber og miljøer.

Det hedder ’synæstesi’, og hvis der er nogen på denne klode, der har forstand på sagen og kan give syn for sagn og æstesi, er det operasangeren og kunsthistorikeren Christine Marstrand. Hun har levet et liv med Proust og hans verden, og nu foreligger en fornem frugt af dette liv, storværket ’Vejen mellem Elstir og Vinteuil. Billedkunst og musik hos Marcel Proust’.

Imponerende guide

Christine Marstrand guider kærligt gennem samtlige de hundredvis af billeder og musikalske kompositioner, som er virkelighedens mangfoldige og polyfone forlæg for de fiktive kunstværker – og kunstnere – i ’På sporet efter den tabte tid’.

Hun gør det med stadig hensyntagen til Prousts synæstesi, og hun gør det med en sådan omhu og så udtømmende, at der mig bekendt ikke i det samlede internationale bøger-om-Proust-bibliotek findes et værk, som er lige så komplet som Marstrands. Som billedværk og bladrebog er det et pragtværk, thi samtlige Prousts billedreferencer er smukt gengivet, og værket er lige appetitligt for nye læsere, som bliver kyndigt indført i Marcel Prousts verden, og for garvede forskere, som får noget at grunde over og se grundigt på.

Christine Marstrands bog er en kæmpekvader, mens ’Tingene Stederne Årene’ af Line Petersen Larsen er en lysende lille sag, som med undertitlen ’Fortidens land hos Marcel Proust’ går til værket med lethed, begejstring, lyst og ubesværet lærdom. Line Petersen Larsen er den unge præsident for det meget aktive danske Proust-selskab, og hun lykkes virkelig med at læse værket med friske øjne. Hun vender blikket lidt væk fra tiden og kaster i stedet sin kærlighed på værkets steder og hele geografiske struktur:

»Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’ er på mange måder en roman om at finde vej. At finde vej gennem tilværelsen, en vej mellem livet og kunsten, at navigere på kærlighedens veje og vildveje, at rejse, fare vild og finde hjem igen«.

Fænomenerne undersøges, et for et

Line Petersen Larsen skriver med afsæt i fænomenologien, som hun selv fint præsenterer: »Her undersøges det, hvordan verden, dens ting og steder fremtræder for os, hvordan vi oplever dem, og hvilken mening og betydning de får tildelt i vores bevidsthed«.

Som hun rigtigt skriver, har vi »ikke adgang til verden omkring os ad andre kanaler end vores egen subjektive oplevelse af den«, og »Ligesom fortælleren i På sporet gør, må vi bestræbe os på at beskrive erfaringerne, som de er: komplekse, myldrende, grumsede og gådefulde«.

Overskudsagtig og usnobbet introduktion

Blandt de mange kvaliteter ved bogen er, at Line Petersen Larsen skriver et uforfærdet og charmerende dansk:

»Når man bedriver undersøgelser af denne karakter, skal man ikke sætte næsen op efter målbare resultater. Men hvis man har luft i det mentale budget, kan man udvinde viden af en anderledes, men mindst lige så afgørende art: Man kan nærme sig en beskrivelse af bevidsthedens og oplevelsens beskaffenhed og af de små og store erkendelser, der følger med, af fortryllelsen, forbundetheden, helheden«.

Line Petersen Larsen har så meget luft i sit læsebudget og giver sit overskud videre uden ’teoretisk tunnelsyn’, men med en personlig parole: »at rydde plads bag pandelappen til bøgernes mange og modstridende budskaber (…) Alle disse ting kan godt være sande på én gang«.

Litteratur handler om »at sætte sig i nogens sted«, siger forfatteren, og hendes bog om Marcel Proust og stederne er en skøn introduktion, ikke kun til ’På sporet ...’, men til, ja, livet, læsningen og empatien. Helt usnobbet.

Christine Marstrand optræder med ’Vejen mellem Elstir og Vinteuil’ i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek torsdag 7. marts kl. 19.