Hvis to velrenommerede forfattere for 10 år siden havde udsendt en bog, som erklærede tre årtiers asylpolitik for en fiasko og opfordrede til et fuldstændigt stop for ansøgning om asyl i Danmark, havde de fået røg.
I dag virker det lidt altmodisch, næsten forsinket. Et stort flertal af Folketingets politiske partier har i flere år været enige om en dramatisk ændring af asylpolitikken.
Mikkel Andersson og Niels Jespersen gør alligevel et vredt forsøg på et opgør med en asyl- og familiesammenføringspolitik, der reelt er faldet. Og de skriver i eksplicit forventning, næsten forhåbning, om at blive skudt alverdens tvivlsomme motiver og fordomme i skoene.
De iler med at erkende, at »størstedelen af indvandrerne i Danmark er velfungerende, lovlydige mennesker, der passer deres arbejde, betaler deres skat og opdrager deres børn«. Og de skærer fornuftigvis ud i pap, at det »giver ingen mening at hævde, at fordi man er muslim eller kommer fra et overvejende muslimsk land, er integrationen i Danmark dømt til at slå fejl. For en stor dels vedkommende er folk med muslimsk baggrund hverken på overførselsindkomst eller repræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne«.
Så er det på plads.
Men deres kritik er principiel, og så må nye danskere, der ikke passer ind i forfatternes skabelon, leve med at høre til de udskældte.
En åben dør sparkes ind
Forfatternes anke mod udlændingepolitikken siden begyndelsen af 1980’erne er, at statistisk »klarer indvandrergrupper fra overvejende muslimske lande i Nordafrika, Centralasien og Mellemøsten sig stadig dårligst på en række anvendte integrationsparametre som uddannelse, kriminalitet og arbejdsløshed«.
Andersson og Jespersen håner »den næstekærlige venstrefløj« og vil have strammet skruen endnu en tand. De argumenterer for, at der er kommet for mange fremmede til Danmark, at der stadig kommer for mange, især på grund af familiesammenføringer, og for, at der vil blive ballade, hvis der kommer for mange mænd med »dårlige muligheder for at få tilfredsstillet deres drifter«.
Endnu en åben dør sparkes ind: Andersson og Jespersen vil have flertallet af verdens flygtninge til at forblive i nærområderne. Det er allerede virkelighed. Alligevel advares om, at den lille andel af flygtninge, der når frem til Europa, stadig er så relativt stor for vores samfund, »at den på få årtier har ændret Europas demografiske sammensætning markant«.
Forfatterne advarer om, at selv om omfanget af tildelt asyl i dag er beskedent, er antallet af familiesammenførte fortsat højt – og derfor er der også udsigt til fortsatte eller voksende integrationsproblemer. De betvivler, at EU overhovedet ønsker at indføre et stop for asylmigration.
Deres løsning: »Stop al spontan asylansøgning og familiesammenføring i Danmark«.
Havde vi gjort det noget før, havde Danmark ikke taget imod ungarere i 1956 og polakker i 1968 og 1969. Og havde Sverige gjort det under krigen, ville danske jøder ikke have fået adgang til Sverige i oktober 1943. Dette dilemma – at en principiel interesse i lukkede grænser ikke tager højde for virkelige mennesker med akut behov for beskyttelse – finder Andersson og Jespersen det ikke nødigt at behandle.
De argumenterer godt for, at bistand til relativt få dynamiske og bedre stillede asylansøgere lader langt flere mindre dynamiske og dårligere stillede flygtninge i stikken. Til gengæld tager deres krav om totalt stop for vurdering af asylansøgere ikke højde for, at der kan være mennesker med et virkeligt beskyttelsesbehov i køen.
Denne koldsindighed harmonerer med, hvad flertallet i Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og andre borgerlige i dag stræber efter.
Statistik er en taknemmelig størrelse
Andersson og Jespersen præsenterer tre scenarier for Danmark i 2050. Et, hvor udlændingepolitikken lempes. Et, hvor den nuværende politik fortsætter. Og et for deres egen ’den lukkede dørs politik’ med villighed til at opsige Danmarks tilslutning til de internationale konventioner på området.
Og hvad er så deres prognoser for de tre scenarier i 2050?
Ved fantasien om en lempet udlændingepolitik: mere kriminalitet, voksende klasseskel, en afvikling af velfærdsstaten.
Ved den nuværende politik – som hele det bestemmende flertal allerede er i gang med at stramme: voksende konflikter, store parallelsamfund, en kulturmuslimsk statsminister i 2050 – hvilket åbenbart skal fremstå som et skrækscenario.
Derfor tilbyder Andersson og Jespersen deres eget scenario: Så vil der være færre efterkommere af indvandrere på offentlig forsørgelse. Bedre forhold mellem flertals- og mindretalsbefolkningen. Og det vil angiveligt være nemmere for mindretallets unge at bryde med ’forældede’ kønsnormer mv.
Bogen bruger tre gange så meget plads og krudt på at kritisere fortidens forsømmelser som på at analysere sine skrækscenarier. Statistik er i den forbindelse en taknemmelig størrelse. Virkelighedens dilemma er til gengæld konkret. Det giver mening at stække menneskesmuglere. Men hvad siger man til en druknende, som rækker hånden op af Middelhavet? Det er legitimt at bremse indvandring for mennesker, der ikke har behov for beskyttelse. Men hvad siger man til asylsøgere, som faktisk har behov for hjælp? Og det er legitimt at sende afviste asylansøgere hjem. Men hvor længe kan forældre med ansvar – og børn uden medansvar – presses, hvis deres oprindelseslande ikke vil tage imod? Hvor længe vil man lade børn betale for deres forældres frustration eller i nogle tilfælde chancerytteri?
Statistikker er gode i tackling af generelle problemer, ikke til at håndtere konkrete skæbner. Og vrede imod venstrefløjens historiske forsømmelser gør det ikke mindre relevant at holde den magthavende højrefløj ansvarlig for den aktuelle politik, også når det statistisk retfærdige bliver konkret uretfærdigt. Det holder ikke de to forfattere vågne.
-----
Rettelse: I en tidligere verison stod der, at indvanding har ændret Europas 'demokratiske sammensætning'. Der skulle stå demografiske.
fortsæt med at læse
