Indstillet til Politikens Litteraturpris for bogen 'Træmuseet'. Bogen er fyldt med træbilleder.
Foto: Emma Sejersen

Indstillet til Politikens Litteraturpris for bogen 'Træmuseet'. Bogen er fyldt med træbilleder.

Bøger

Christian Yde Frostholm er nomineret til Politikens Litteraturpris: »Jeg har vel i virkeligheden skrevet bogen, fordi jeg blev besat«

Mens Christian Yde Frostholm, oftest kaldet Cyf, brugte år efter år på at skrive ’Træmuseet’, øgedes verdens naturbevidsthed. Nu er hans bog præmieret af Statens Kunstfond og indstillet til flere priser.

Bøger


Din bog ’Træmuseet’ er på 568 sider. Hvad er det, du har med træer?

»Min interesse opstod på en central plads i Lissabon. Her står en gammel cypres. Træet er nævnt i en over 100 år gammel rejseguide til Lissabon af digteren Fernando Pessoa. Jeg blev formentlig nysgerrig, fordi han nævner et bibliotek under det, men siden blev jeg fascineret af træet selv«.

Din bogs titel optræder i Joni Mitchells ’Big Yellow Taxi’. Er den derfra?

»Ja. ’Træmuseet’ passer godt på den måde, vi forholder os til naturen på inde i byen. Vi holder naturen i skak, og træerne står der enkeltvis som på en udstilling«.

Har du et særligt forhold til træer?

»Som barn kunne jeg når som helst have lænket mig til et træ for at beskytte det, og da jeg var ung, læste jeg Thorkild Bjørnvigs ’Også for naturens skyld’, og jeg var vildt indigneret. I gymnasiet var jeg medlem af Natur og Ungdom og senere af Greenpeace, og så skete der det samme for mig, som det sker for mange andre, når de bliver voksne. Jeg blev opslugt af det urbane og blev lige så fremmedgjort over for naturen som alle andre, men når jeg ser tilbage på mine tidlige bøger, er det tydeligt, at naturen altid har været til stede i det, jeg har skrevet«.

Men ’Træmuseet’ blev ikke kun om træer?

»Jeg kunne aldrig skrive en bog, der kun handlede om træer. Det ville blive for stort og uformeligt. Jeg måtte have noget, det skulle mødes med, og derfor handler ’Træmuseet’ i høj grad også om litteratur og om den proces, hvor noget åbner sig for én. Det kan være et sprog, naturen eller et forfatterskab som Pessoas. At lære noget nyt«.

Du blander oplysninger om træer med rejseberetning, erindringer og læsning af mange forfattere. Hvor kom ideen til det fra?

»Jeg låner noget af formen fra Pessoas ’Rastløshedens bog’, hvor mange typer tekster er sat sammen, og hvor han indimellem tillader sig bare at rable løs. Det samme med digteren Francis Ponge, som lader processen og kampen med materialet blive en del af værket. Undervejs har jeg ikke tænkt så meget over, hvem jeg måske er inspireret af, men bagefter kan jeg godt se, at noget af det minder om W.G. Sebalds måde at kombinere rejse, erindring og foto på«.

Du citerer virkelig mange forfattere, som har skrevet om træer ...

»Jeg opdager, at Fernando Pessoas mange heteronymer (forfatterstemmer, red.) alle har et forskelligt syn på træer, og når jeg har læst forfattere, har jeg straks fået øje på det, de skriver om træer. Det er blevet en form for besættelse, og jeg har vel i virkeligheden skrevet bogen, fordi jeg blev besat«.

Var du aldrig i tvivl om, hvad bogen ville sige folk?

»Jo, jeg var i tvivl meget længe. For de fleste er træer bare noget, som er en del af bagtæppet. Nogle moderne mennesker tror, der vokser grankogler på fyrretræer, og jeg vidste heller ikke ret meget selv, da jeg begyndte at interessere mig for emnet, men jo mere man går ned i stoffet, jo mere kan man se, hvor forbundet vi er med alt andet liv. Vores overlevelse hænger sammen med træerne. Forskellen er bare, at de sagtens kan overleve uden os, mens vi ikke kan overleve uden træerne«.

Bogen har været otte år undervejs. Hvad har det betydet?

»Jeg har kunnet mærke, at naturbevidstheden er øget, mens jeg har skrevet, og man kan jo også se, at mange andre forfattere skriver om emner, som er beslægtede«.

Hvad tænker du om, at nogen prøver at menneskeliggøre naturen?

»Jeg har det dobbelt med det. På den ene side gør man naturen til noget andet, end den er. Noget mindre. På den anden side kan det være en vej, så man tager større hensyn til naturen. Mange tænker end ikke på træer som noget levende, men deres tidslighed er bare en anden. Enkelte træer i verden er så gamle, at de var der, før pyramiderne blev bygget, og de vokser stadig. Det sætter vores liv i perspektiv«.

Hør Cyf læse op her:


Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce