Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Arkivfotos
Foto: Arkivfotos

De syv nominerede til Politikens Litteraturpris 2018. Fra venstre: Christian Yde Frostholm, Birgithe Kosovic, Lone Hørslev, Theis Ørntoft, Helle Helle, Jens Smærup Sørensen og Malene Sølvsten.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvem stemmer du på? Her er de syv nominerede bøger til Politikens Litteraturpris 2018

I dag begynder det. Vær med til at afgøre, hvilken af syv nominerede bøger der skal have Politikens Litteraturpris og 200.000 kroner.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er ikke risikofrit at læse litteratur, når den er bedst. Man risikerer at komme til at se på verden eller sig selv med nye øjne. Nu var man lige så sikker på, at man havde forstået det hele, men så læste man denne her fantastiske bog. Som Sara Stridsberg sagde det her i sektionen i sidste uge: »Litteratur er en livsfarlig væske, som siver ind i den forsvarsløse læser. Det er egentlig skandaløst«.

På Politikens litteraturredaktion elsker vi de litterære ’risici’. Det kan man se af de syv værker, som redaktionen har nomineret til avisens store litteraturpris for 2018. De sprutter som små vulkaner af sprog og indsigt, overraskelser og oplevelser, og ja, der er i dem alle sammen saft og kraft nok til, at man som læser bør tage sig i agt: Pas på, der kommer sprog! Giv agt: Du risikerer at drikke af en eliksir, der kan forandre dig.

Politikens Litteraturpris, der blev indstiftet i 2012, er en læserpris, så det er dig, kære læser, der er med til at afgøre, hvilket værk der skal have æren og den store check, som Politiken-Fonden bevilger. Og som skal hyldes ved prisfesten i Pressen 20. marts.

Her er de syv nominerede:

1 Det banales poesi og absurditet


Helle Helle: ’de’. Rosinante.

Helle Helle er ekspert i at skildre stærke følelser i og mellem mennesker, uden at disse følelser overhovedet bliver nævnt. Men lige så stærke de ubenævnte følelser er hos Helle Helle, lige så stærk er den diskrete humor. Helles seneste roman ’de’ handler om en 16-årig pige, der bor alene med sin mor i en lille dansk provinsby, hvor moderen bestyrer en kosmetikforretning.

Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard

Pigen skal til at starte i gymnasiet, moderen skal til at dø. Sådan ville Helle naturligvis aldrig skrive det; det benævnes ikke på noget tidspunkt, at moderen er dødssyg, men gennem diskrete hentydninger forstår læseren det meget hurtigt. Med lige så diskrete midler formidles den varme samhørighed mellem mor og datter i små episoder, tilbageblik og ordvekslinger. Samtidig med at vi bevæger os mod slutningen af datterens liv med moderen, står vi ved begyndelsen af datterens voksenliv, med alt hvad det indebærer af forelskelser og nye venskaber. Det hele er forbi, og alt er lige begyndt.

Det banale kan være kokosbrød, brunsviger og svigermors skarpe tunge

Helle Helles særlige prosaiske poesi opstår gennem den intense opmærksomhed på det banale. Det banales absurditet, det banales poesi. Det banale kan være kokosbrød, brunsviger og svigermors skarpe tunge. Det banales poesi kan være det, at de banale ting hedder, som de gør; at en banal stueplante eksempelvis har et navn, der kunne være opfundet af en surrealistisk digter.

Helle Helle har gjort det til en kunstart at aflytte dagligsprogets banaliteter, så de fremstår i al deres poetiske absurditet. I hendes replikvekslinger fremstår samtale som en udveksling af mellemmenneskelig opmærksomhed frem for en udveksling af information.

Man kan sige meget med minimale midler. Næppe kan en titel være mere minimal end de. ’De’ er historien om, hvordan det er ved at være slut med »de«, og »hun« skal til at begynde, alene. Trods det sørgelige ved situationen er der megen latter i romanen. »De griner og griner«, står der ofte.

Da Mor sidder i sin hospitalsseng oven på dynen med ål i sokkerne og giver sig til at synge ’Plante smil og plante solskin’: »så kan de ikke lade være med at grine, de griner, til de græder, det varer et godt stykke tid«. De griner, til de græder. Det gør den dybt berørte læser også, både griner og græder, stille og intenst og nærmest samtidigt. Sådan er det at læse Helle Helle.

Af Lilian Munk Rösing. Læs Politikens anmeldelse her.

2 En bog at bo, rejse og klatre i


C. Y. Frostholm: ’Træmuseet’. Rævens Sorte Bibliotek.

C. Y. Frostholms ’Træmuseet’ er sådan en bog, man har lyst til at bo i. Rejse med. Klatre i. Forfatteren plejer at skrive små bøger, men ikke denne gang. Værket er på over 500 sider, inklusive talrige sort-hvide fotografier taget af forfatteren, og handler om træer.


Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard

Et cedertræ i Portugal, et rødtræ i Californien, kastanjetræ og kongeeg i Danmark. Figentræ, mammuttræ, børstekoglefyr. Sumpcypres. De største træer og de ældste træer. Det lyder måske kedeligt, men er det absolut ikke.

Frostholms stilfærdige toneleje, hans sensible og nærmest vandrende skrift og hans montageagtige metode

Meget af tiden er forfatteren, denne urbane botaniker, i Lissabon, hvor han går i digteren Pessoas fodspor, og bogen som helhed er at forstå som et miks af essay, digt, naturhistorie, fotobog, erindring, rejseskildring, poetisk pseudoafhandling. Alt sammen oppebåret af Frostholms stilfærdige toneleje, hans sensible og nærmest vandrende skrift og hans montageagtige metode.

»Man står for foden af den flossede stamme og lægger nakken tilbage. Den nederste tredjedel er mørkebrun, resten lysegrå i et camouflageagtigt mønster, men stadig glat i forhold til rødtræets grove og dybe furer. Først et sted højt oppe begynder grenene og bladene. Det er større end mig på alle tænkelige måder og bringer alt omkring sig ud af proportioner. Det er hverken til at overskue eller rumme. Hvordan skal man forklare den foruroligende følelse?«.

Det ved jeg virkelig ikke, men jeg ved, at ’Træmuseet’ også er en meget aktuel bog, men på en uanstrengt måde. Her vendes forfatteren Brechts berømte linjer – »Hvad er det for tider, hvor/en samtale om træer næsten er en forbrydelse/fordi den rummer fortielsen af så mange ugerninger!« – på hovedet, så det at tale eller skrive om træer i vores klimakrisetid ikke er lig med en forbrydelse, men tværtimod netop lig med at skrive om de forbrydelser, mennesket har begået og stadig begår på naturen.

De ugerninger fortæller Frostholms bog om, usentimentalt og uden at moralisere. Men bogens kritik retter sig også mod selve vores forhold til naturen og vores omverden. »Det, vi lider af, er, at naturen ikke længere betyder vores omgivelser, men den del af verden omkring os, som ingenting har med os at gøre. Det, vi ingenting har til fælles med«.

At tage træernes parti er således både en poetisk og politisk strategi!

Af Mikkel Krause Frantzen. Læs Politikens anmeldelse her.

3 En spektakulært middelmådig privilegiesump

Theis Ørntoft: ’Solar’. Gyldendal.

Ørntofts roman ’Solar’ starter med, at jegfortælleren begiver sig på vandring ad Hærvejen. Landsbyer, enge, skove, bakker, villaveje, en tidlig sommers voldsomme varme skildres, så man er der selv. »Altid en stilhed i begyndelsen af sommeren. Ridser i dagenes overflade ind til de sumpgrønne evigheder«. Tegn på liv bag villahavernes hække.


Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard

Det er ikke bare naturen, der observeres præcist og billedstærkt. Det er også det sociale. Som denne sociale mikro-observation, da menneske krydser menneske, vandringsmand krydser lokal, smilende kvinde:

»Man kan godt lide mig som jeg kommer gående her med rygsæk på. Det var det hendes smil angav. Smilet var ikke til mig, det var til vandreren. […] Ved hjælp af en rygsæk af nylon og en stav af træ er jeg genkendelig og vellidt blandt mennesker«.

Når det er Danmarks sociale geografi, der er genstand for det vandrende jegs observationer, er det med satirisk frem for euforisk poesi:

»Aldrig nogensinde ville man fare vild i dette lands parodi på en infrastruktur. I de flade gyllegeografier, i de lunkne velfærdszoner, i den spektakulært middelmådige privilegiesump som var Danmark. At fare vild hvor jeg kom fra, at forsvinde i ødemarken eller blive væk i skovene, at opleve virkeligheden, kort sagt, det var ingen mulighed«.

Følelsen af at leve i et samfund, hvor velfærden har uddrevet virkelighedens hårde kerne

Her er vi ved romanens centrale drivkraft. Ønsket om »at opleve virkeligheden«. Følelsen af at leve i et samfund, hvor velfærden har uddrevet virkelighedens hårde kerne.

Kort fortalt er ’Solar’ historien om, hvordan den velfærdsskeptiske jegfortæller søger virkeligheden: På Hærvejen, i fitnesscenteret, i det københavnske natteliv, i sprut og drugs, i Albertslund (hvor han flytter ind hos en kæreste), i sex, i et fiskerskur i Portugal (hvor han havner på sin improviserede rejse sydpå, da kontanthjælpen er sluppet op), i euforiserende kaktus.

Samtidig bringer denne søgen efter virkeligheden os lige så meget ind i virtuelle realiteter: computerspil, drømme, drug trips, som rapporteres med samme udførlighed som de ’virkelige’ oplevelser, der på sin side mere og mere kommer til at ligne et computerspil eller en action road movie.

I ’Solar’ blandes rejsebeskrivelse, drømmereferat, computerspil, euforisk og euforiseret poesi, satiriske refleksioner, hverdagsdialog, apokalypselængsel og selvanalyse til en stærk og original (molotov)cocktail af en roman.

Af Lilian Munk Rösing. Læs Politikens anmeldelse her.

4 Ragnarok i Ravnsted

Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken. Gyldendal.

Tag Odin og en seriemorder! Tag PET og gymnasiefnidder! Tag Se & Hør og verdens undergang! Så er du på sporet af Malene Sølvstens stærke trilogi om pigen Anne fra Nordjylland, som må gå så meget grueligt igennem, fordi hun er fanget i et spind af uventede begivenheder og fordækte gerninger, der handler om dig og mig og ragnarok.


Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard

Inden for den genre, som kaldes fantasy, er der ikke kommet noget, der ligner. Og derfor er forfatteren en oplagt kandidat til Politikens Litteraturpris!

Anne kan mere end sit fadervor, men hun ved ikke, hvad det er for et spil, hun er rodet ind i

Malene Sølvstens greb er at putte dagligdag ind i den store fantasi. I første bog – det er den med seriemorderen – møder vi en rimelig almindelig pige, der skal begynde på gymnasiet i Ravnsted (også kendt som Brønderslev). Anne kan mere end sit fadervor, men hun ved ikke, hvad det er for et spil, hun er rodet ind i. Hendes forældre er i en anden virkelighed, og hendes søster dukker op på en slags sfærisk facetime.

I anden bog er hele scenen flyttet ned (eller op) til mytologiens virkelighed, hvor Anne og hendes store hund Monster med flere må flygte igennem en verden af farer og svig, lige indtil Midgårdsormen slipper sit tag i halen og frisætter den ultimative klimaforandring: fimbulvinteren – og bind tre.

(Imellem bind to og tre udsendte forfatteren en lille bonusbog, der skulle afklare nogle af personernes position i historien – bl.a. den mystiske pedel fra gymnasiet i Ravnsted. Den tager man også gerne med).

’Ravnenes hvisken’ bind tre er hjemme i Nordjylland igen. Det fryser, så det knager, og ismuren krabber sig langsomt ind fra nordvest. Varme og mad er ved at slippe op.

Anne indser, at hun i virkeligheden er den ene af Odins to ravne; hendes søster er den anden. Men ellers er alt som i bind et: en blanding af politik og poesi; af realisme og ragnarok. Lars Løkke – eller en, der ligner – kommer på et kort besøg i Ravnsted, men heller ikke han kan stille noget op imod verdens undergang. Anne må bruge det yderste af sine indre vingespidser for at redde os alle sammen. Mon det lykkes? Læs selv!

Malene Sølvstens historie er fuld af rigtige mennesker (og kærlighed), der er taget på kornet. Samtidig er fremstillingen svanger af alt det usete og visheden om, at der er mere imellem himmel og jord. Denne her kunne godt blive en international bestseller.

Af Steffen Larsen. Læs Politikens anmeldelse her.

5 Selvbiografi og kulturkritik


Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jens Smærup Sørensen: Jens. Gyldendal.

Han var bondesøn fra et ’bogforlegent’ hjem, men blev en af landets mest betydningsfulde forfattere. Og i ’Jens’ fortæller han om, hvordan det var at vriste sig løs og blive sig selv. Om de ’omverdensaftryk’, der formede ham.

Har man læst ’Mærkedage’ fra 2007, vil man nikke genkendende til Smærup Sørensens fine erindringsbog, der er baseret på de ’Mands Minde’-foredrag, han har holdt i Vartov.

Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard


Men ’Jens’ rummer også kulturkritik af typen, der sætter fingeren præcist på nederlag og sejre i forbindelse med landbosamfundets indskrumpen og bysamfundets voldsomme ekspansion.

Det klæder hans erindringskunst, at han i forhold til det helt personlige hele tiden åbner for, at der godt kunne være andre måder at se det hele på. Hans brug af ordene ’ vel’ og ’ da’ er fortsat virtuos: »Det blev vel siddende i mig«, »Det kunne da fornemmes som...«. Sådan skriver en, der vil undgå endegyldige udlægninger.

Dertil kommer, og det er en afgørende pointe, at det var en kvalitet ved det gamle bondesamfund, at man ikke gav sig af »med nogen forklaring på hverken mine eller andres besynderligheder«. Folk var, som de var, og man gjorde, hvad man kunne, for at affinde sig med hinanden. Selv er han blevet forfatter på grund af »visse inkongruenser« i sindet.

Nu sidder forfatteren på Mors og skuer ind i sig selv, og her får han øje på glimt af Gud

Da han var dreng, besørgede mænd og drenge ude i stalden, fordi det var ’ kvindagtigt’ at benytte toilettet inde i stuehuset. Nu sidder forfatteren på Mors og skuer ind i sig selv, og her får han øje på glimt af Gud. Han har altid følt, at »vi i os har noget, som er fuldkommen uberørt (...), noget, der skaber grundlag for vores individualisering og fastholder vores – oprørende og salige – indlejring i altet«. Senere har han oplevet at føle sig bønhørt i forbindelse med kriser, hvor han ellers følte sig forstummet.

Jo, navnet er Jens, og sådan skriver en søn om sin far, patriarkens, dobbelthed: »Det kunne være efter sådan en afstraffelse, at jeg kom til at tvivle på dens retfærdighed. Jeg vidste naturligvis, at jeg var ude på forskellige vildspor, hvoraf det farligste nok var læsning, og jeg var fuldkommen indforstået med, at min far måtte sørge for at bringe mig på ret køl, og at hans ørevarmere var klare beviser på hans kærlighed og omsorg«.

Af Jes Stein Pedersen. Læs Politikens anmeldelse her.

6 Mennesket bag magten

Birgithe Kosovic: ’Den inderste fare’, bd. 1 & 2. Politikens Forlag.

Birgithe Kosovic skildrer en mand under et ekstremt pres i sin biografiske roman. To digre bind om Erik Scavenius, der både har været udenrigsminister og statsminister under besættelsen. Han har været forhånet og forhadt af befolkningen, er blevet kaldt både nazisvin og forræder og har været uenig med regeringen på grund af sin strategi: samarbejde med Tyskland med det formål at sikre Danmarks neutralitet og selvstændige styre under besættelsen for at forhindre det, der var værre.


Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard

Hvor vanskelig en opgave det har været at bevare det indre styre i landet, viser første del af romanbiografien. Anden del, der skildrer tiden efter regeringssammenbruddet i 1943 og derefter undtagelsestilstanden, viser en mand i endnu større dilemmaer, for hvor mange kompromiser skal han gå med til, hvor langt rækker pligtfølelsen, hvor langt rækker hans diplomatiske evner?

Er han i sine egne øjne politiker, diplomat eller embedsmand, og hvordan håndterer han sit hidsige temperament – og sin rolle som mand mellem to kvinder. Konen, som efterhånden føles som en gammel, besværlig klods om benet. Elskerinden, der er det søde helle i hans tilværelse.

Realpolitikeren og privatmanden har udfordringer, som det hedder på moderne dansk. På alle planer, moralske, private som politiske. Vi følger ham dag for dag, måned for måned, år for år, gennem de to bind i tætte scener. Også i efterspillet efter krigens afslutning.

Kosovic dømmer ikke. Hun fremstiller og gennemlyser i sin kyndige håndtering af dette kæmpestore, interessante og højdramatiske stof, der er grundigt researchet og fængslende fremstillet. Og så udfordrer hun genren i sin udforskning af skellet mellem roman og biografi i forhold til, hvor tæt man egentlig må gå på en relativt nutidig persons privatliv, der skildres i detaljerede sceniske fremstillinger.

Hun vil både frem til mennesket bag magten og til manden bag de to kvinder, der er med til at forme hans liv som privatperson

Hun vil både frem til mennesket bag magten og til manden bag de to kvinder, der er med til at forme hans liv som privatperson. Og så belyser hun også Scavenius’ venskab med den rigsbefuldmægtigede Werner Best i al dets vekselvirkning mellem sympati og afsky.

Der er således en masse i spil i Kosovic’ ambitiøse projekt, der kommer smukt i mål.

Af May Schack. Læs Politikens anmeldelse her.


7 Dagene findes. Endnu!

Lone Hørslev: Dagene er data. Rosinante.

Hallo! Er der nogen, der lytter? Til konen fra muddergrøften, til Winnie fra sandbunken, til Lone Hørslev fra sin tønde? Ja for pokker.


Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard

Lone Hørslevs digtsamling, ’Dagene er data’, er én lang ørehænger, der sætter sig i kadaveret, flytter ind som en syngen i kroppen eller måske snarere som en salig brummen: »Tomme tønder buldrer, men min tønde er ikke tom, det er her jeg sidder og brummer med min bjørn«.

Så ved vi, hvor vi har hende. Sådan da, for Lone Hørslev er all over med sit rablende, bekymrede digterjeg, der frydes over alverden – duerne, duften fra bageren og himlen over Valby – midt i den gennemgribende bekymring for den digitaliserede tidsalder. »Åh, se lige mig. Jeg er to hundrede år gammel og gnaven og angst«, lyder det muntert selvbebrejdende i ’Dyremennesker’, den anden af samlingens fire suiter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men jeget er ikke gammel, hun er bare fra en anden tidslader end de digitalt fødte, fra en tid før Dropbox, gps, Spotify og The World Wide Web. »Kan du huske dengang i stenalderen?«, indledes digtet ’Du og jeg i stenalderen’, som henvisning til den gamle verden:

»Og her skal ikke grines, for/ dengang tænkte vi lidt anderledes. Nu/ ejer vi ikke andet end vores banale passwords og/ tal på en skærm, de traumer og/ sygdomme der hærger i kroppen«.

Der skal ikke grines, nej, men til trods for at klimaforandring, arternes uddøen, en fremtidig polvending og bekymrende prognoser fra Future of Humanity Institute, og indrømmet, en vis vemodig aldring, bliver man også i godt humør af at læse Hørslevs digtsamling, eller som Lilian Munk Rösing skrev i sin anmeldelse:

»Alene titlen på Lone Hørslevs nye digtsamling gør mig lidt lykkelig: Dagene er data. Der er så meget rytme og klang og så mange betydninger i den sætning«.

Ja, der er så. Og en hel masse litterære hilsener til Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen med flere spredt ud over de små hundrede dansende sider, der ikke ville være det samme uden Julie Nords festligt fabulerende illustrationer af kvinden, som hun sidder i sin tønde, som fabeldyr eller slet og ret som en Lone Hørslevlignende avatar.

Men lykken, det høje humør, er lidt som den hos Winnie i Becketts ’Glade dage’. Umiskendeligt blandet med død og dommedag. Da man når til samlingens sidste uendeligt smukke digt, ’På kirkegården (Solveig Sandnes 1973-2018)’, fatter man hvorfor. ’Dødeligheden’, der nævnes på allerførste side, bliver personlig dér ved graven og granitstenen. »Og jeg tror du ville sige det er okay:/ At verden den er her/ endnu«.

Af Lise Garsdal. Læs Politikens anmeldelse her



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden