Det er ikke risikofrit at læse litteratur, når den er bedst. Man risikerer at komme til at se på verden eller sig selv med nye øjne. Nu var man lige så sikker på, at man havde forstået det hele, men så læste man denne her fantastiske bog. Som Sara Stridsberg sagde det her i sektionen i sidste uge: »Litteratur er en livsfarlig væske, som siver ind i den forsvarsløse læser. Det er egentlig skandaløst«.
På Politikens litteraturredaktion elsker vi de litterære ’risici’. Det kan man se af de syv værker, som redaktionen har nomineret til avisens store litteraturpris for 2018. De sprutter som små vulkaner af sprog og indsigt, overraskelser og oplevelser, og ja, der er i dem alle sammen saft og kraft nok til, at man som læser bør tage sig i agt: Pas på, der kommer sprog! Giv agt: Du risikerer at drikke af en eliksir, der kan forandre dig.
Politikens Litteraturpris, der blev indstiftet i 2012, er en læserpris, så det er dig, kære læser, der er med til at afgøre, hvilket værk der skal have æren og den store check, som Politiken-Fonden bevilger. Og som skal hyldes ved prisfesten i Pressen 20. marts.
Her er de syv nominerede:
1 Det banales poesi og absurditet
Helle Helle: ’de’. Rosinante.
Helle Helle er ekspert i at skildre stærke følelser i og mellem mennesker, uden at disse følelser overhovedet bliver nævnt. Men lige så stærke de ubenævnte følelser er hos Helle Helle, lige så stærk er den diskrete humor. Helles seneste roman ’de’ handler om en 16-årig pige, der bor alene med sin mor i en lille dansk provinsby, hvor moderen bestyrer en kosmetikforretning.
Pigen skal til at starte i gymnasiet, moderen skal til at dø. Sådan ville Helle naturligvis aldrig skrive det; det benævnes ikke på noget tidspunkt, at moderen er dødssyg, men gennem diskrete hentydninger forstår læseren det meget hurtigt. Med lige så diskrete midler formidles den varme samhørighed mellem mor og datter i små episoder, tilbageblik og ordvekslinger. Samtidig med at vi bevæger os mod slutningen af datterens liv med moderen, står vi ved begyndelsen af datterens voksenliv, med alt hvad det indebærer af forelskelser og nye venskaber. Det hele er forbi, og alt er lige begyndt.
Det banale kan være kokosbrød, brunsviger og svigermors skarpe tunge
Helle Helles særlige prosaiske poesi opstår gennem den intense opmærksomhed på det banale. Det banales absurditet, det banales poesi. Det banale kan være kokosbrød, brunsviger og svigermors skarpe tunge. Det banales poesi kan være det, at de banale ting hedder, som de gør; at en banal stueplante eksempelvis har et navn, der kunne være opfundet af en surrealistisk digter.
Helle Helle har gjort det til en kunstart at aflytte dagligsprogets banaliteter, så de fremstår i al deres poetiske absurditet. I hendes replikvekslinger fremstår samtale som en udveksling af mellemmenneskelig opmærksomhed frem for en udveksling af information.
Man kan sige meget med minimale midler. Næppe kan en titel være mere minimal end de. ’De’ er historien om, hvordan det er ved at være slut med »de«, og »hun« skal til at begynde, alene. Trods det sørgelige ved situationen er der megen latter i romanen. »De griner og griner«, står der ofte.
Da Mor sidder i sin hospitalsseng oven på dynen med ål i sokkerne og giver sig til at synge ’Plante smil og plante solskin’: »så kan de ikke lade være med at grine, de griner, til de græder, det varer et godt stykke tid«. De griner, til de græder. Det gør den dybt berørte læser også, både griner og græder, stille og intenst og nærmest samtidigt. Sådan er det at læse Helle Helle.
Af Lilian Munk Rösing. Læs Politikens anmeldelse her.
2 En bog at bo, rejse og klatre i
C. Y. Frostholm: ’Træmuseet’. Rævens Sorte Bibliotek.
C. Y. Frostholms ’Træmuseet’ er sådan en bog, man har lyst til at bo i. Rejse med. Klatre i. Forfatteren plejer at skrive små bøger, men ikke denne gang. Værket er på over 500 sider, inklusive talrige sort-hvide fotografier taget af forfatteren, og handler om træer.
Et cedertræ i Portugal, et rødtræ i Californien, kastanjetræ og kongeeg i Danmark. Figentræ, mammuttræ, børstekoglefyr. Sumpcypres. De største træer og de ældste træer. Det lyder måske kedeligt, men er det absolut ikke.
Frostholms stilfærdige toneleje, hans sensible og nærmest vandrende skrift og hans montageagtige metode
Meget af tiden er forfatteren, denne urbane botaniker, i Lissabon, hvor han går i digteren Pessoas fodspor, og bogen som helhed er at forstå som et miks af essay, digt, naturhistorie, fotobog, erindring, rejseskildring, poetisk pseudoafhandling. Alt sammen oppebåret af Frostholms stilfærdige toneleje, hans sensible og nærmest vandrende skrift og hans montageagtige metode.
»Man står for foden af den flossede stamme og lægger nakken tilbage. Den nederste tredjedel er mørkebrun, resten lysegrå i et camouflageagtigt mønster, men stadig glat i forhold til rødtræets grove og dybe furer. Først et sted højt oppe begynder grenene og bladene. Det er større end mig på alle tænkelige måder og bringer alt omkring sig ud af proportioner. Det er hverken til at overskue eller rumme. Hvordan skal man forklare den foruroligende følelse?«.
Det ved jeg virkelig ikke, men jeg ved, at ’Træmuseet’ også er en meget aktuel bog, men på en uanstrengt måde. Her vendes forfatteren Brechts berømte linjer – »Hvad er det for tider, hvor/en samtale om træer næsten er en forbrydelse/fordi den rummer fortielsen af så mange ugerninger!« – på hovedet, så det at tale eller skrive om træer i vores klimakrisetid ikke er lig med en forbrydelse, men tværtimod netop lig med at skrive om de forbrydelser, mennesket har begået og stadig begår på naturen.
De ugerninger fortæller Frostholms bog om, usentimentalt og uden at moralisere. Men bogens kritik retter sig også mod selve vores forhold til naturen og vores omverden. »Det, vi lider af, er, at naturen ikke længere betyder vores omgivelser, men den del af verden omkring os, som ingenting har med os at gøre. Det, vi ingenting har til fælles med«.
At tage træernes parti er således både en poetisk og politisk strategi!
Af Mikkel Krause Frantzen. Læs Politikens anmeldelse her.
3 En spektakulært middelmådig privilegiesump
Theis Ørntoft: ’Solar’. Gyldendal.
Ørntofts roman ’Solar’ starter med, at jegfortælleren begiver sig på vandring ad Hærvejen. Landsbyer, enge, skove, bakker, villaveje, en tidlig sommers voldsomme varme skildres, så man er der selv. »Altid en stilhed i begyndelsen af sommeren. Ridser i dagenes overflade ind til de sumpgrønne evigheder«. Tegn på liv bag villahavernes hække.
Det er ikke bare naturen, der observeres præcist og billedstærkt. Det er også det sociale. Som denne sociale mikro-observation, da menneske krydser menneske, vandringsmand krydser lokal, smilende kvinde:
»Man kan godt lide mig som jeg kommer gående her med rygsæk på. Det var det hendes smil angav. Smilet var ikke til mig, det var til vandreren. […] Ved hjælp af en rygsæk af nylon og en stav af træ er jeg genkendelig og vellidt blandt mennesker«.
Når det er Danmarks sociale geografi, der er genstand for det vandrende jegs observationer, er det med satirisk frem for euforisk poesi:
»Aldrig nogensinde ville man fare vild i dette lands parodi på en infrastruktur. I de flade gyllegeografier, i de lunkne velfærdszoner, i den spektakulært middelmådige privilegiesump som var Danmark. At fare vild hvor jeg kom fra, at forsvinde i ødemarken eller blive væk i skovene, at opleve virkeligheden, kort sagt, det var ingen mulighed«.
Følelsen af at leve i et samfund, hvor velfærden har uddrevet virkelighedens hårde kerne
Her er vi ved romanens centrale drivkraft. Ønsket om »at opleve virkeligheden«. Følelsen af at leve i et samfund, hvor velfærden har uddrevet virkelighedens hårde kerne.
Kort fortalt er ’Solar’ historien om, hvordan den velfærdsskeptiske jegfortæller søger virkeligheden: På Hærvejen, i fitnesscenteret, i det københavnske natteliv, i sprut og drugs, i Albertslund (hvor han flytter ind hos en kæreste), i sex, i et fiskerskur i Portugal (hvor han havner på sin improviserede rejse sydpå, da kontanthjælpen er sluppet op), i euforiserende kaktus.
Samtidig bringer denne søgen efter virkeligheden os lige så meget ind i virtuelle realiteter: computerspil, drømme, drug trips, som rapporteres med samme udførlighed som de ’virkelige’ oplevelser, der på sin side mere og mere kommer til at ligne et computerspil eller en action road movie.
I ’Solar’ blandes rejsebeskrivelse, drømmereferat, computerspil, euforisk og euforiseret poesi, satiriske refleksioner, hverdagsdialog, apokalypselængsel og selvanalyse til en stærk og original (molotov)cocktail af en roman.
Af Lilian Munk Rösing. Læs Politikens anmeldelse her.
4 Ragnarok i Ravnsted
Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken. Gyldendal.
Tag Odin og en seriemorder! Tag PET og gymnasiefnidder! Tag Se & Hør og verdens undergang! Så er du på sporet af Malene Sølvstens stærke trilogi om pigen Anne fra Nordjylland, som må gå så meget grueligt igennem, fordi hun er fanget i et spind af uventede begivenheder og fordækte gerninger, der handler om dig og mig og ragnarok.
Inden for den genre, som kaldes fantasy, er der ikke kommet noget, der ligner. Og derfor er forfatteren en oplagt kandidat til Politikens Litteraturpris!
Anne kan mere end sit fadervor, men hun ved ikke, hvad det er for et spil, hun er rodet ind i
Malene Sølvstens greb er at putte dagligdag ind i den store fantasi. I første bog – det er den med seriemorderen – møder vi en rimelig almindelig pige, der skal begynde på gymnasiet i Ravnsted (også kendt som Brønderslev). Anne kan mere end sit fadervor, men hun ved ikke, hvad det er for et spil, hun er rodet ind i. Hendes forældre er i en anden virkelighed, og hendes søster dukker op på en slags sfærisk facetime.
I anden bog er hele scenen flyttet ned (eller op) til mytologiens virkelighed, hvor Anne og hendes store hund Monster med flere må flygte igennem en verden af farer og svig, lige indtil Midgårdsormen slipper sit tag i halen og frisætter den ultimative klimaforandring: fimbulvinteren – og bind tre.
(Imellem bind to og tre udsendte forfatteren en lille bonusbog, der skulle afklare nogle af personernes position i historien – bl.a. den mystiske pedel fra gymnasiet i Ravnsted. Den tager man også gerne med).
’Ravnenes hvisken’ bind tre er hjemme i Nordjylland igen. Det fryser, så det knager, og ismuren krabber sig langsomt ind fra nordvest. Varme og mad er ved at slippe op.
Anne indser, at hun i virkeligheden er den ene af Odins to ravne; hendes søster er den anden. Men ellers er alt som i bind et: en blanding af politik og poesi; af realisme og ragnarok. Lars Løkke – eller en, der ligner – kommer på et kort besøg i Ravnsted, men heller ikke han kan stille noget op imod verdens undergang. Anne må bruge det yderste af sine indre vingespidser for at redde os alle sammen. Mon det lykkes? Læs selv!
Malene Sølvstens historie er fuld af rigtige mennesker (og kærlighed), der er taget på kornet. Samtidig er fremstillingen svanger af alt det usete og visheden om, at der er mere imellem himmel og jord. Denne her kunne godt blive en international bestseller.
Af Steffen Larsen. Læs Politikens anmeldelse her.
