Jeg havde det, man kalder en aktiv weekend, i ugen der gik. Lørdag klimademonstration. Søndag udstilling på Arken, Vincent van Gogh. I begge tilfælde var det umuligt for mig at få C.Y. Frostholms nye lange og enestående bog, ’Træmuseet’,ud af hovedet. Hvorfor? Fordi det var, som om den havde fået mig til at se verden en smule på ny. Så kunne jeg pludselig se fyrretræernes violet-rosa stammer, som den hollandske kunstner malede, ligesom demonstrationen også gav en smule mere mening set fra træernes perspektiv.

For ’Træmuseet’ handler, som titlen indikerer, om træer. Over 500 sider om træer, inklusive talrige s-h-fotografier taget af forfatteren (som ikke længere underskriver sig med sit fulde navn, Christian Yde Frostholm): cedertræ i Lissabon, rødtræ i Californien, kastanjetræ og kongeeg i Danmark. Figentræ, mammuttræ, børstekoglefyr. Sumpcypres. De største og de ældste træer og de mest undseelige træer. Men, som der står et sted, hvordan beskriver man egentlig et træ? »Man siger det er skulpturelt. Monumentalt. Som et kunstværk. Gammelt og kroget. Som et menneske. Man har ikke noget sprog for træer, som kommer fra træerne«.