0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Søren Ryge forudser: Bogen om Egtvedpigen får et langt og fortjent ophold på bestsellerlisterne

Som en spændingsforfatter skriver arkæologen Karin Margarita Frei om, hvordan hun med en ny metode finder ud, at det danske oldtidsfund slet ikke var fra Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

Arkæolog Karin Margarita Frei, der er født og opvokset i Argentina, fortæller sin egen familiehistorie, mens hun beskriver, hvordan hun undersøgte Egtvedpigen, der også rejste langt. Her er hun dog ved at tage en prøve af en af Skrydstrupkvindens kindtænder.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Egentlig kan bogens plot skæres ned til en side, som de fleste endda kender i forvejen: at man ved hjælp af avanceret teknik har fundet ud af, at Egtvedpigen, noget af det mest danske, vi kender, stammer fra ... langt fra Danmark. At hun sit korte liv til trods har rejst lige så langt, som når vi tager på weekendferie i vore dage. Op og ned igennem Europa. Til fods eller sejlende på floderne. For 3.300 år siden. Den nyhed gik verden rundt for et par år siden, og nu får hun 250 sider i en fin bog, som jeg læste i ét hug – også de sider, som jeg ikke fattede en brik af.

Hvis man spørger et bredt udvalg af danskerne om, hvilke oldtidsfund de anser for de vigtigste, vil det blive noget med guldhornene, solvognen og vikingeskibene. Eller moseligene og Egtvedpigen. Sidstnævnte er i særklasse, fordi det ikke er ting, men mennesker – og ikke nok med det: De er så velbevarede, at man kan se, hvordan de så ud. Tollundmandens ansigt. Grauballemandens hænder. Og Egtvedpigen – tænk, purung kvinde med den flotteste frisure og i sommertøj, kort bluse og luftigt lårkort snoreskørt, fint dekoreret bronzeplade på maven, min sjæl og fantasi, hvad vil du mer’?

For det er jo normalt arkæologiens indbyggede begrænsning. Den kan fortælle os utrolig meget om, hvor, hvornår og hvordan vore forfædre levede, hvad de spiste, hvordan de døde. Men hvordan de talte og tænkte og følte, skal vi gætte os til. Arkæologer bryder sig ikke om at gætte (og gør det alligevel hele tiden). Egtvedpigen og især hendes klædedragt var så usædvanlig og velbevaret, at alle kunne forstå det. Se hende for sig.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce