Egentlig kan bogens plot skæres ned til en side, som de fleste endda kender i forvejen: at man ved hjælp af avanceret teknik har fundet ud af, at Egtvedpigen, noget af det mest danske, vi kender, stammer fra ... langt fra Danmark. At hun sit korte liv til trods har rejst lige så langt, som når vi tager på weekendferie i vore dage. Op og ned igennem Europa. Til fods eller sejlende på floderne. For 3.300 år siden. Den nyhed gik verden rundt for et par år siden, og nu får hun 250 sider i en fin bog, som jeg læste i ét hug – også de sider, som jeg ikke fattede en brik af.
Hvis man spørger et bredt udvalg af danskerne om, hvilke oldtidsfund de anser for de vigtigste, vil det blive noget med guldhornene, solvognen og vikingeskibene. Eller moseligene og Egtvedpigen. Sidstnævnte er i særklasse, fordi det ikke er ting, men mennesker – og ikke nok med det: De er så velbevarede, at man kan se, hvordan de så ud. Tollundmandens ansigt. Grauballemandens hænder. Og Egtvedpigen – tænk, purung kvinde med den flotteste frisure og i sommertøj, kort bluse og luftigt lårkort snoreskørt, fint dekoreret bronzeplade på maven, min sjæl og fantasi, hvad vil du mer’?
