Jeg kommer helt til at holde af Jens Christian Grøndahls maskuline og lidt bedagede prosa, mens jeg læser ’Inde fra stormen’. Dens schwung og elegance og professionalisme. Man mærker umagen i hver eneste sætning.
Men holder jeg også lige så meget af den, som fortælleren i romanen selv gør? Nej, det gør jeg nok ikke. Fortælleren Adam Huus er også forfatter, har engang været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, men lider af ’kreativ impotens’ og får ikke rigtig skrevet noget. Han er gift med en læser, der blev forelsket i forfatteren med det skarpe blik for kvinden.


