Mens jeg stormede gennem den amerikanske forfatter Maya Angelous barske, usentimentale, men nu og da også helt muntre selvbiografi ’Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur’, gættede jeg på, hvorfor hendes bog angiveligt er blevet fjernet fra diverse bibliotekshylder gennem årene.
Det ligger på en måde lige for: Barndommen i Sydstaternes raceopdelte samfund kunne de fleste med rødder i den virkelighed vel huske i 1969, da borgerrettighedsforkæmperen udgav første bind af sine erindringer; og set fra en fattig sort piges vinkel tager den hvide over- og middelklasse sig mildest talt dårligt ud.






