Ved en fejl har Amazon sendt eksemplarer af en af årtiets mest ventede romaner til 800 heldige læsere. (Resten af) Margaret Atwoods ’The Testaments’ udkommer stadig først på tirsdag.

Boghandlere stamper i gulvet af vrede: Amazon har lækket 800 eksemplarer af opfølgeren til ’Handmaid’s Tale’


Margaret Atwood tog sig god tid til at skrive opfølgeren til 'Tjenerindens fortælling'. På dansk kommer den nye bog til at hedde 'Gileads døtre'.   Foto: Chy,jlw/AP
Margaret Atwood tog sig god tid til at skrive opfølgeren til 'Tjenerindens fortælling'. På dansk kommer den nye bog til at hedde 'Gileads døtre'. Foto: Chy,jlw/AP
Lyt til artiklen

Der var lukkede rum, udførlige kontrakter og et totalt forbud mod mobiltelefoner nær manuskriptet.

Forlaget havde taget alle forholdsregler inden udgivelsen af Margaret Atwoods opfølger til kæmpesuccessen ’The Handmaid’s Tale’.

Hvis nogen brød embargoen før udgivelsen i næste uge, ville det koste.

Men så skete der noget underligt på Twitter. Tirsdag lagde flere amerikanske brugere billeder op af ’The Testaments’, opfølgeren. En uge før den skulle udkomme.

En af dem, Jason Adams, kommenterede sit billede:

»Har nogen andre fået den nye Margaret Atwood-bog, ’The Testaments’ tilsendt en uge for tidligt?«.

Det havde 800 andre. Som følge af en fejl hos Amazon har techgiganten med det fremragende ry for hurtig levering leveret lige lovligt hurtigt til en bunke af de kunder, der har forudbestilt Atwoods bog. Ups.

Jason Adams skrev, at det føltes som at vinde i lotteriet. Men det er ikke alle, der ser sådan på lækket af en bog, som nogle læsere har ventet på siden 1985. Det år udkom første bog, som på dansk har titlen ’Tjenerindens fortælling’.

Vi taler mere end tre årtiers venten. Og hundreder, hvis ikke tusinder af opfordringer fra læserne til Margaret Atwood om at skrive den bog. For hvordan ender historien om den totalitære stat Gilead?

Det må langt de fleste vente til på tirsdag med at finde ud af. Ja, fortroligheden omkring bogens indhold blev pludselig som et stykke vådt sæbe mellem hænderne på forlaget – men alligevel har de besluttet at holde fast i embargoen.

Der er altså ikke flere bøger til spændte læsere før 10. september. Det skriver det britiske medie The Guardian.

Vrede boghandlere

Fejlen huer hverken de øvrige forhandlere eller resten af Atwoods læsere. Flere boghandlere stamper rasende i gulvet.

»Det her er større end bare den bog«, siger Rachel Cass fra Harvard Bookstore i Massachusetts Til Publishers Weekly.

»Kunderne vil se, at folk, der bestilte deres bøger online, har fået dem. De vil komme ned i vores butik og se, at vi endnu ikke har dem. De ved ikke noget om embargoer og bekymrer sig ikke om det; de vil bare se, at Amazon kan skaffe dem en bog, og vi ikke kan. Så måske kommer de ikke herned næste gang«.

Lexi Beach fra Astoria Bookshop i New York er lige så oprørt. Han skriver på Twitter, at det ironiske er, at bogsalg er en underskudsforretning for Amazon, imens de mest ventede bøger er dem, der driver de små boghandleres omsætning.

Amazon har afvist at kommentere fejlen.

’The Testaments’ bliver til tv-serie

De engelske medier publicerede straks planlagte uddrag af ’The Testaments’ og interviews med Margaret Atwood. Det betyder, at detaljer nu florerer på nettet.

Som den om bogens tre hovedkarakterer tante Lydia, Agnes og Daisy. Karakterer, som for de to første vedkommende er velkendte navne for både læsere af ’The Handmaids Tale’ og seere af HBO-serien, der havde premiere i 2017.

Du kan læse Politikens interview med Margaret Atwood på lørdag på politiken.dk og søndag på print. Her fortæller hun om, hvordan verdens tilstand var en del af hendes motivation for at skrive ’The Testaments’, og om hvorfor hun valgte lige de hovedkarakterer, hun gjorde.

Lækket kom, kort efter at streamingtjenesten Hulu og MGM annoncerede, at de har sikret rettighederne til at gøre handlingsforløbet i ’The Testaments’ til en tv-serie. Det er samme tjeneste, der står bag den populære tv-serie ’Handmaids Tale’, som danskere kan se på HBO Nordic. Det skriver Time Magazine.

Om ’The Testaments’ beskrivelse af Gileads fald skal være en del af den nuværende serie er endnu uklart.

Emilie Maarbjerg Mørk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her