Vi mødes halvvejs på trappen, heldigvis langt fra Gilead. Et kvindeligt cykelbud iklædt fagets vandtætte antræk samt den androgyne cykelhjelm arriverer med et frisk anmeldereksemplar af den canadiske forfatter Margaret Atwoods længe ventede fortsættelse på hendes dystopisk feministiske fremtidsroman ’Tjenerindens fortælling’ (The Handmaid’s Tale) fra 1985. Vi taler om den 400 sider lange opfølger ’The Testaments’.
Sendebuddet, en senmoderne amazone, er aldeles uden den 1600-tals kyse og de kropsskjulende nonneklæder, som stakkels Offred går rundt i i ’The Handmaid’s Tale’, i det puritanske teokrati Gilead med gammeltestamentlig morallære og barbarisk mandschauvinisme, som er henlagt i fremtiden til det hysterisk hekseforskrækkede, puritanske New England.
Margaret Atwoods science fiction-roman, et forklædt resume af mænds (for)historiske misbrug af kvinden som faktotum og fødemaskine, blev i sin tid set som et kunstnerisk frikvarter i en anerkendt digters lødige forfatterskab med senmoderne engagement og postmoderne (u)noder.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
