Årtierne omkring Første Verdenskrig var paradoksernes og de kulturelle selvmodsigelsers epoke: Det begyndte med teknologibegejstring og eksalteret fremskridtstro og sluttede med en menneskeskabt katastrofe, som tog livet af 10 millioner unge mænd og efterlod Europa i åndeligt granatchok.
Sigmund Freud skrev om dødsdrifter og tyngende kulturelle byrder, og efter årtiers videnskabelige sejrsrus blussede bitre livsanskuelsesdebatter endnu en gang op blandt kontinentets desillusionerede meningsdannere: Kunne man fortsat have tillid til modernitetens projekt, eller måtte man genopfinde Vorherre som kontravægt til industrisamfundets iskolde rationalitet?

