En lille hvid løgn gør vel ikke så meget?
Der er hvert fald noget, der tyder på, at briterne har den holdning, når det handler om deres litterære kendskab.
En undersøgelse foretaget af Sky Arts viser, at mere end halvdelen af de adspurgte erkender at have løjet om at have læst en bog fra start til slut. Det skriver The Independent.
På listen finder man bl.a. bøgerne ’Dræb ikke en sangfugl’, ’Store forventninger’, ’Moby Dick’ og ’Ulysses’.
Ud af undersøgelsens 2.000 medvirkende siger 30 procent, at de decideret har løjet om at have læst en bog for at virke klogere. 37 procent har løjet for ikke at blive udelukket af en samtale.
De adspurgte indrømmer blandt andet at have placeret specifikke bøger i deres bogreol for at virke mere intelligente. Flere har lært passager fra klassikere udenad for at lyde mere belæst.
10 procent har endda taget selfies med en ’intellektuel’ bog, som de aldrig havde læst eller tænkt sig at læse.
Og hvis de bliver spurgt om, hvad der står i bogen, bruger en stor del af undersøgelsens medvirkende samme taktik til at slippe uden om yderligere spørgsmål: De siger blot, at det er så længe siden, at de har læst den, at de ikke rigtig kan huske detaljerne.
Her er de 20 bøger, briterne lyver mest om at have læst:
- Bibelen
- ’Dræb ikke en sangfugl’ af Harper Lee
- ’Romeo og Julie’ af William Shakespeare
- ’1984’ af George Orwell
- ’Stolthed og fordom’ af Jane Austen
- ’Store forventninger’ af Charles Dickens
- ’Moby Dick’ af Herman Melville
- ’Krig og fred’ af Lev Tolstoj
- ’Skatteøen’ af Robert Louis Stevenson
- ’Tom Sawyers eventyr’ af Mark Twain
- ’Hawkings univers: Fra Big Bang til sorte huller’ af Stephen Hawking
- ’Forbrydelse og straf’ af Fjodor Dostojevskij
- ’Odysseen’ af Homer
- ’Den gamle mand og havet’ af Ernest Hemingway
- ’Lolita’ af Vladimir Nabokov
- ’Ulysses’ af James Joyce
- ’Det magiske vendepunkt’ af Malcolm Gladwell
- ’Sapiens – en kort historie om menneskeheden’ af Yuval Noah Hariri
- ’Glasklokken’ af Sylvia Plath
- ’Kun den stærke er fri’ af Ayn Rand
fortsæt med at læse





