Raymond Chandler hævdede engang sådan cirka, at briterne ikke nødvendigvis skriver verdens bedste romaner, men i hvert fald de mindst kedelige.

Nu er kedelig jo mange ting. Hver læser har sin kedsomhed. Nogle synes, at Marcel Proust skulle sluge madeleinekagen og komme til sagen, Thomas Manns trolddomsbjerg måtte gerne være lidt mere magisk og muntert, og James Joyce lider af galopperende munddiarré. Andre elsker som undertegnede tværtom at komme på en langsom båd ned ad romanernes store floder med sammenkogt simremad og speget syntaks uden grænser. Så igen er der andre, som synes, at en spændende krimi gerne må have masser af natur, miljø og vådområder. Mere gammellyrisk stemning og sejt vejrlig end smart handling med lig i sidegader.