Fantasyromaner har det ofte med uopfindsomt at foregå i middelalderlignende universer befolket af troldmænd, elvere og lignende Tolkien-replikaer. Amerikanske Charlotte Nicole Davis har i sin debut, ungdomsromanen ’Good Luck Girls’, opbygget et anderledes forfriskende fantasyunivers, hvor westernagtige bordeller og seksløbere blander sig med farlige spøgelser og magiske monstre.
Vi befinder os i landet Arketta. Her arbejder de skyggeløse støvblodsfolk under slavelignende forhold i minerne, mens de kønneste af deres fattige døtre sælges til et indespærret bordelliv i glædeshusene. Disse piger kaldes Good Luck Girls under henvisning til det tilsyneladende heldige liv i flotte klæder og nok mad på bordet, de lokkes med. I den anden ende af den sociale rangstige befinder sig de rige renblods-jordejere, der afkræver gammel, nedarvet gæld af støvblodsfolket i form af tvangsarbejde, og som muntrer sig i glædeshusene med teenagepigerne.





