I august 2017 fik amerikanske nynazister og tæskehold fra Ku Klux Klan under vajende sydstats- og nazifaner forhindret, at en statue med sydstatsgeneral Robert E. Lee til hest blev fjernet i Charlottesville, Virginia. Lee tabte den ekstremt blodige amerikanske borgerkrig og kapitulerede i 1865.
Debatten om rytterstatuen begyndte, da en erklæret hvid racist to år forinden havde skudt og dræbt ni afro-amerikanere i en kirke i Charleston, South Carolina. Optøjerne i Charlottesville udviklede sig i samme retning, da en hvid fanatiker smadrede sin bil ind i en moddemonstration, dræbte en kvinde og sårede 19 andre.
Donald Trump fordømte uden forbehold voldsgerningen. Men ved nærmere eftertanke tilføjede præsidenten, at der »var meget fine folk på begge sider«. Trump sammenlignede Lee med præsidenterne George Washington og Thomas Jefferson, den amerikanske forfatnings fædre. Lee gik 90 år senere og mange historiske erfaringer rigere i krig for at fastholde slaveriet og knuse den union, Washington og Jefferson havde grundlagt.
Nutidens fængsel
Trumps opgradering af Sydstaternes oprør og hans bestræbelser på at dele sol og vind lige mellem racister og demokrater understreger den amerikanske historiker Jill Lepores synspunkt, at »en nation, grundlagt på universelle værdier, aldrig hører op med at slås om sin fortids betydning og kursen mod fremtiden. Som altid er nationen denne kamp«.
»At studere fortiden er at åbne nutidens fængsel«, hedder det med en fantastisk formulering i det frihedsbrev, hun giver sine landsmænd i to bemærkelsesværdige bøger, ’These Truths, A History of the United States’ og ’This America – The Case for the Nation’, hvoraf den sidste, en opsamling af Lepores grundsynspunkter, udkom for et par måneder siden. Bøgerne rummer mere end 1.000 siders uforglemmeligt læsestof.
Med disse to mesterværker rykker Jill Lepore frem i forreste række blandt akademiske fortolkere og kritikere af den konservative samfundsomvæltning, Donald Trump gennemfører. Hun angriber hverken sin nation fra højre eller fra venstre, men frontalt: Demokratiets paradoks er, skriver hun, »at det forsvares bedst ved at angribe det, ved at kræve mere af det, ved at kritisere, protestere og være uenig«.
Lepore evner at bære striden om lov og ret helt derud, hvor det sortner for øjnene af hendes læsere. Siden 2005 har hun været fast medarbejder ved USA’s vel nok bedst kendte og skarpeste ugemagasin, The New Yorker. Hun ved, at menneskeskæbner løfter relevante problemer op over forståelsestærsklen og gør dem vedkommende. Hun renser sin stil for fagsprogets blokader.
Stopklodsen Trump
Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 er fuldt bevidst anlagt som et stykke naturret. Erklæringens første ord, »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er født lige«, underforstår, at sandheder kun er selvindlysende og dermed beviselige i naturvidenskaberne.
Så meget desto mere skræmmende er det, at USA i sine første 200 år som nation krænkede denne idealistiske naturret eftertrykkeligt ved at pine, undertrykke og legalt diskriminere afro-amerikanere, ved at udgrænse og decimere kontinentets urbefolkning og nægte den kvindelige halvdel af landets beboere stemmeret helt frem til 1920. Med hvilken ret dømte forfatningens fædre det knusende flertal af USA’s indbyggere til at underkaste sig hvide mænds herredømme, spørger Lepore.
Den frihedskamp, Lepore skildrer, går fra nederlag til nederlag op igennem USA’s blodige historie og finder sin seneste markante stopklods i Donald Trumps politiske repertoire. Hendes læsere vil opdage, at afgrundsdyb økonomisk ulighed, national splittelse, minimalstat, nul sygesikring, slaveri, racisme, arvehygiejne, kvindeforagt, ufri abort, fake news, handelskrig, religiøs dogmatisme og opgejlet had til ’eliten’ har hørt til dagens orden i århundreder.
Lepores historieskrivning er en rigt facetteret manual til den tragedie, amerikanske lovgivere og magthavere opfører for øjnene af os. Forfatteren er mere aktuel end nogensinde nu, da løgn og forvanskninger skal udslette viden og fornuft fra det mentale beredskab, uden hvilke en kritisk borgerlig bevidsthed er nytteløs.
Lepore begynder sin rapport om det nordamerikanske samfund og dets principper med Christopher Columbus’ imperiale ankomst i Caribien i 1492 og ligger dermed såvel i tidsspand som i sin bogs politiske sigte og stil ganske tæt på de intentioner, Ove Korsgaard havde med sin monumentale danmarkshistorie i ’Kampen om folket’ (2004). Korsgaards mange læsere vil sluge Lepore.
Historiens skyggesider
En nation er rammen om et folks historie. Uden nationer, ingen forfatninger, ingen borgere, ingen ret til at have rettigheder, skriver Lepore. Hvis ikke amerikanske historikere skriver deres lands historie, skriver populister skyggesiderne i glemmebogen og gør historie til et tag-selv-bord. At skrive national historie skaber masser af problemer, indrømmer hun, men »ikke at skrive national historie skaber flere problemer, og de problemer er værre«.
Jill Lepores store tema er den stadigt mere forbitrede strid om balancen mellem det private og offentlige. Det sociale fællesskab ligger i og følger af, at vi alle er født lige og præcis derfor er lige for loven. Det princip er i et demokrati den eneste garanti for, at flertal ikke udgrænser og majoriserer mindretal – en trussel, som de nye, såkaldt ’illiberale demokratier’ for længst har virkeliggjort.
Følgerne af at skrive afro-amerikanere og kvinder ud af den amerikanske forfatning har været socialt katastrofale. De førte til den blodige borgerkrig, general Lee tabte, og de lægger i dag nationen i en kulturel spændetrøje. Kultur besejrer civilisation og fastholder en legal diskrimination, som princippet om lighed for loven skulle hindre.
#MeToo fremmede sagen
I 1973 gjorde den amerikanske højesteret i en dom, der skulle vise sig at blive historisk, abort til et privat anliggende uden for statsmagtens umiddelbare rækkevidde. Men da blev kampen mod abort en konservativ mærkesag. En planlagt forfatningsændring, der skulle gøre kvinder ligeberettigede med mænd, har siden været blokeret og er med hiv og sving foreløbig kun vedtaget af 37 ud af USA’s 50 føderale stater, på det seneste fremmet af #MeToo-debatten.
Dommen genfødte den amerikanske ultrakonservatisme, der i dag har præsidentembedet, højesteret og Senatet i sin uindskrænkede magt. Og den fremmede en kulturel identitetspolitik på bekostning af den mest selvfølgelige social ligestilling.
Uafhængighedserklæringen i 1776 var et sværd i kampen mod de vilkårlige luner, der dengang herskede i europæiske kongedømmer, hvor borgerne ikke gav de love, de selv skulle adlyde. Lepore frygter, at et stadigt mere privatiseret og ulige USA går samme vej. At tilfældet, vold, fordomme og bedrag får overmagten. Privatisering skaber intet fællesskab.
Hvorfor skal vi læse Lepore? Fordi historiens gang i hendes store værk igen og igen lærer os, hvor ofte vi, selv i normale tider, ser den anden vej, når åbenlys uret burde krænke vores borgersind.
fortsæt med at læse
