0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Digter længes efter kærlighedens farve og efter Hovedbanens toiletter, hvor man kunne støve mænd op

Digtene i Tomas Lagermand Lundmes nye bog, ’Det er ærgerligt de må dø fordi vi skal i sommerhus’, er sentimentale, sværmeriske og nostalgiske, men lykkeligvis på en måde, som smitter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

Tomas Lagermand Lundmes digte er sentimentale og nostalgiske - og lykkeligvis smittende. for han udstiller gerne sin kværnen om alt det, der var engang.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Kærligheden er som Brooklyn/ en dag i september/ hvor ingenting er sket«, »det minder mig om Urbanplanen/ på en gråvejrsdag i november/ hvor trappeopgangene er blå«, »Natten til lørdag blev jeg farbror,/ og natten til den første lørdag i maj/ sprang kirsebærtræerne ud i min baghave«, »Den 31. maj vænner svanerne sig til varmen,/ børn, der i løbet af marts gik hjemmefra,/ vender hjem med fyldte rygsække«, »Hvis bare jeg havde vidst,/ at den 21. juni 1997 ville jeg blive lykkelig«.​​​

Sådan lyder et tilfældigt udpluk af de mange tidsangivelser, som Tomas Lagermand Lundmes digtsamling er så fuld af. Lagermand Lundme har forkærlighed for maj måneds sene forår, men skriver også om snevejrsdøgn og varme somre med hvid sol. Jeg læser, mens jeg tænker på, hvad det er ved kalenderårets 12 måneder og 365 dage, der er så poetisk lokkende.

Er det, fordi enhver dato øjeblikkelig minder os om tiden, der er gået? Eller fordi vi ikke kan lade være med at længes mod nye juninætter, nye majdage, mod de mange flere septemberdage med ingenting, vi håber at have til gode? Sikkert lidt af begge dele.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce