»Kærligheden er som Brooklyn/ en dag i september/ hvor ingenting er sket«, »det minder mig om Urbanplanen/ på en gråvejrsdag i november/ hvor trappeopgangene er blå«, »Natten til lørdag blev jeg farbror,/ og natten til den første lørdag i maj/ sprang kirsebærtræerne ud i min baghave«, »Den 31. maj vænner svanerne sig til varmen,/ børn, der i løbet af marts gik hjemmefra,/ vender hjem med fyldte rygsække«, »Hvis bare jeg havde vidst,/ at den 21. juni 1997 ville jeg blive lykkelig«.
Sådan lyder et tilfældigt udpluk af de mange tidsangivelser, som Tomas Lagermand Lundmes digtsamling er så fuld af. Lagermand Lundme har forkærlighed for maj måneds sene forår, men skriver også om snevejrsdøgn og varme somre med hvid sol. Jeg læser, mens jeg tænker på, hvad det er ved kalenderårets 12 måneder og 365 dage, der er så poetisk lokkende.
