Der er noget genuint rørende over udgangspunktet i Nicklas Buchs debutroman, ’Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet’, hvor drengen Nicklas er vokset op hos sine oldeforældre, fordi faren er død, og moren er narkoman. At vokse op hos ældgamle mennesker med gebis og med Ulf Pilgaard og Judy Garland som nærmeste referencer – mens han også skal forsøge at være et ungt menneske i verden. I dette spændingsfelt er romanen bedst:

»Og jeg ville gerne dele døden med mine klassekammerater, fordi den havde opslugt det, jeg kendte, men jeg ville lyde som en bangebuks. Ikke nok med at jeg var dårlig til fodbold, men at snakke om efterår og stilhed, tomhed og fældede træer ville berøve mig mine sidste chancer for at være normal«.