Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre bog at være spærret inde med i denne mærkelige tid end Kirsten Thorups nye roman ’Indtil vanvid, indtil døden’ om den unge krigsenke Harriet, der i 1942 rejser fra Holte til Nazityskland for at rekreere lidt, efter at hendes mand er blevet skudt ned over Østfronten, hvor han havde kæmpet for Tyskland mod Den Røde Hær.
Harriet ankommer til München hos venneparret Gudrun og Klaus, der tilhører den nazistiske overklasse, han er generalløjtnant i Luftwaffe, hun går mest derhjemme, lægger tarotkort og tager morfin. Her håber Harriet, der har efterladt ungerne på et børnehjem i Ålsgårde, på at genvinde moralen og »se krigen i øjnene«, træde i karakter og vise verden, »at jeg er nogen, at jeg findes«. Men hun er vist også bare taget af sted for at få en på opleveren i orkanens øje. Nazismen ser hun både fordele og ulemper ved.
