Først var det umuligt ikke at blive lidt irriteret på Peter Adolphsens ’Små historier 3’ – bare en lille smule irriteret på grund af ord som trylleost og trylledej, som der virkelig er mange af, og navne som Fysni Fidemfop og Gulfanørpuk, eller onde sortnisser og natalfer. Man må også nævne bændelormens sang eller fænomenet gå-abejagt. Måske skyldtes det bare min egen manglende lyst til at slippe fantasien løs på den måde, novellerne kræver af mig.
Manglende fantasi er imidlertid ikke et problem, Peter Adolphsen selv lider af. Tværtimod. Og efterhånden som jeg læste mig længere ind i bogen, blev jeg også gladere og gladere for de helt særegne universer, bogen kan forestille sig, og som helt selvfølgeligt etableres ved begyndelsen af de ultrakorte noveller. Til sidst oplevede jeg dem som gavmilde noveller, der ikke var til at slippe igen, og som blev til en slags båndsalat i min stakkels hjerne.
