Lyt til artiklen
Lad det være indrømmet: Jeg har altid drømt om at have bedre tilgang til det sprog, der myldrer frem, når den bevidste styring trækker sig lidt tilbage; det sprog, hvor det ikke er den velordnede syntaks, den klare mening og den givne genre, der regerer, men snarere de frie associationer og sprogets egen klang og rytme. En sådan tilgang har Cecilie Lind.
Hendes nye tekst er én lang associativ ordstrøm, nogle gange sat op med linjebrud og afstand, så det begynder at ligne digte, andre gange margin-til-margin-prosa. Det er et jeg, der taler, et jeg med pande, hjerte, bryster, lunger, hår, tunge, øjne, skulderblade; et jeg, der indtager den ene mytiske skikkelse efter den anden, de fleste hentet i eventyrene.
