0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikens brevkasseredaktør: »Kærlighed er hårdt arbejde, og kærligheden mellem to mænd er ikke nemmere«

»I ugevis drømte jeg nostalgisk om italienske somre, jeg aldrig selv havde taget del i, mens Sufjan Stevens soundtrack flød ud af mine høretelefoner«, skriver Felix Thorsen Katzenelson om sin oplevelse med filmen ’Call Me by Your Name’. Nu er André Acimans roman genudgivet i serien Forever Young. Du får forordet her.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sony Pictures Classics via AP/Ritzau Scanpix
Foto: Sony Pictures Classics via AP/Ritzau Scanpix

Elio spilles af Timothée Chalamet i filmatiseringen af 'Call Me By Your Name'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kære læser

Må jeg gerne gætte på, hvorfor du er her nu? Måske har du allerede set filmen ’Call Me by Your Name’ og fik lyst til mere, det kan jeg godt forstå, sådan gik det for mig i sin tid. Måske har du hørt om filmen og vil gerne læse bogen først. Det forstår jeg godt, og jeg vil mene, de kan nydes både sammen og hver for sig. Måske har et klogt menneske givet dig bogen for at vise dig, at du ikke er alene. Det forstår jeg godt, for den her bog handler også om ensomhed. Måske er du læsehest, måske kunne du lide omslaget, måske har din lærer tvunget dig, måske står du i butikken og er lidt i tvivl – eller måske skal jeg bare blande mig udenom. Lige meget hvad, vil jeg gerne allerede nu sige til dig: Bare rolig, du er kommet til det rette sted. Men lad mig starte med, hvordan jeg selv ankom. Vi begynder en efterårsaften i København, og vi ender på en sommerferie et sted i Italien, lyder det ikke dejligt?

Efteråret 2017 var det vådeste i Danmark siden 1984. Det vidste jeg nok ikke, mens regnen faldt om ørerne på mig i København, men jeg har siden fundet ud af det. Perfekt biografvejr kan man sige. Og måske på grund af de tunge skyer, måske på grund af noget andet, inviterede en fyr mig ind og se film. Den i øvrigt fremragende LGBTQ+ filmfestival Mix Copenhagen havde en ekstravisning af deres publikumsfavorit ’Call Me By Your Name’. Det var sådan en film, som folk omkring mig havde glædet sig længe til, uden at jeg selv helt vidste, hvad det var. Så den havde på sin egen mærkelige måde allerede indtaget en plads i mit liv, inden jeg så den på en sandsynligvis regnfuld aften.

Det var en date, men hvad der siden skete mellem fyren og mig, kan siges ret kort: ikke ret meget. Mens han flød videre og væk, gik Luca Guadagninos film ikke på samme måde af i vask. I ugevis drømte jeg nostalgisk om italienske somre, jeg aldrig selv havde taget del i, mens Sufjan Stevens soundtrack flød ud af mine høretelefoner. Tanken om ferskner hjemsøgte mig, jeg husker en febrilsk jagt efter frugten på dåse, for den friske er svær at få fat i en decemberdag i Danmark. Men udover varmere himmelstrøg og sødere frugter var der selvfølgelig to personer, jeg også tog med mig hjem den aften: Elio og Oliver. Spillet af henholdsvis Timothée Chalamet og Armie Hammer gav de mainstream-liv til noget, der ikke altid føles mainstream: queer kærlighed.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce