Nord i Helsingør må aflyse besøg af 40 forfatternavne fra hele Norden. Det stigende smittetryk resulterer i en aflysning.

Stor litteraturfestival aflyst på grund af corona

På sidste års udgave af Nord i Kulturværftet i Helsingør lancerede Klas Östergren (tv.), Vigdis Hjorth og Merete Pryds Helle deres fortolkninger af Henrik Ibsens værker. Foto: Lene Pels Ibsen
På sidste års udgave af Nord i Kulturværftet i Helsingør lancerede Klas Östergren (tv.), Vigdis Hjorth og Merete Pryds Helle deres fortolkninger af Henrik Ibsens værker. Foto: Lene Pels Ibsen
Lyt til artiklen

Norske Dag Solstad, svenske Linda Boström Knausgaard, islandske Bergsveinn Birgisson og finske Kjell Westö er bare nogle af de store nordiske navne, der står på programmet for årets version af Nord, Helsingørs store litteraturfestival.

Og længere kommer de ikke.

De forbliver navne på en plakat og et vidnesbyrd om det, der kunne være blevet en fejring af skønlitteraturen. Nord er nemlig aflyst.

Det sker, efter at smittetrykket i hovedstadsområdet er steget, og derfor har Helsingør Kommunes Biblioteker, der står bag festivalen, besluttet, at der ikke som planlagt bliver en femte version af festivalen 18.-19. september.

»40 procent af vores gæster kommer fra hovedstadsområdet, så den seneste uges udvikling har været bekymrende. Vi har i månedsvis arbejdet med at kunne sikre en tryg afholdelse af festivalen. Det mener vi ikke, at vi kan nu med den seneste udvikling«, siger bibliotekschef Søren Mørk Petersen i en pressemeddelelse.

Bogfans har i forvejen måttet vinke adjø til årets LiteratureXchange, det store udtræk på Louisiana Literature og det aflyste Bogforum.

Skylden har corona.

En række af Danmarks forlag har dog planer om at afholde litteraturarrangementer rundt om i landet i løbet af efteråret for at skabe forbindelse mellem forfattere og læsere. Blandt andet weekendens Bogfestival og Litteratour.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her