Da jeg studerede teologi i 1990’erne, løj jeg af og til. For når jeg var i byen og mødte mænd, der med stor interesse lagde ud med spørgsmålet: Hvad laver du?, så opdagede jeg, at det var langt nemmere at svare: Jeg læser historie.

For når jeg indrømmede, at det faktisk var teologi, jeg brugte mine dage på, så gik der ikke mange minutter, før jeg fandt mig selv i en forsvarsposition, mens jeg skulle redegøre for en gammel julemand på en sky, jomfrufødsel og det mere overordnede: om jeg mon var idiot eller så psykisk belastet, at jeg havde brug for en eksistentiel sutteklud eller en trøstepude.