0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

6 hjerter: Her beskrives måner og røve med samme pertentlige korrekthed. Så kan vi gå og sutte lidt på dem

Nu er første bog i Samuel Becketts udødelige romantrilogi, ’Molloy’, nyoversat til dansk, så vi hører den pertentlige, korrekte, ustandselige stemme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Barbara Jackson/Ritzau Scanpix
Foto: Barbara Jackson/Ritzau Scanpix

Samuel Beckett ses her på et billede fra 1966, tre år før han vandt Nobelprisen i Litteratur.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Samuel Becketts romantrilogi ’Molloy’, ’Malone dør’, ’Den unævnelige’ er en stadig nedskrivning af fortællekunsten til det absolut minimale.

I ’Molloy’ er der to jegfortællere, Molloy og Moran, som foretager hver deres rejse; der er altså en form for plot og personer. I ’Malone dør’ er der kun Malone, som ligger alene i sit rum og digter historier, mens han venter på sin død. I ’Den unævnelige’ er der intet andet end en stemme; en stemme der rabler løs lige til de berømte slutord: »I must go on, I can’t go on, I will go on«. Ord, der formulerer den absurde helts etiske paradoks: »Jeg skal fortsætte, jeg kan ikke fortsætte, jeg fortsætter«, og som er blevet mit mantra i de ubærlige stunder, som livet før eller senere kaster én ud i.

I min litterære hukommelse har Becketts slutord lejret sig i samklang med slutningen på Imre Kertész’ roman ’De skæbneløse’, hvor den unge mand vender hjem til Budapest fra kz-lejren og beslutter sig for at »fortsætte dette liv som det ikke er muligt at fortsætte«. Det siger noget om, at Becketts paradokser ikke bare er retorisk ordleg.

Slutningen på ’Molloy’ er også berømt og kan røbes uden plotspoil: »Så gik jeg ind i huset, og jeg skrev. Det er midnat. Regnen pisker mod ruderne. Det var ikke midnat. Det regnede ikke«. Det er Moran, der afslutter sin fortælling således, den fortælling, der begyndte med ordene: »Det er midnat. Regnen pisker mod ruderne«. Vi slutter altså med noget, der kan ligne et dementi. Skal tæppet trækkes væk under læseren? Skal vi tænke, at alt det, vi lige har læst, er det rene opspind (som om vi ikke vidste det i forvejen)?

Det skal vi måske nok, men det er ikke annulleret, fordi det er opspind. Becketts tekster er fulde af metakommentarer, der gør os opmærksom på deres fiktive status (»jeg var opdigtet«, erklærer Moran tidligere midt i et ihærdigt forsøg på selvkarakteristik), men det er ikke for at ophæve alt til fiktiv leg og fjolleri. Sprogets selvstændige liv er et vilkår for os alle, også selv om vi ikke er fiktive personer i en Beckett-roman. Og hvor mange fiktioner og opspind Becketts stemme end fortæller, hvor mange selvmodsigelser den roder sig ud i, så er selve stemmen insisterende og uafrystelig – og kan få læseren med på den værste.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce