Samuel Becketts romantrilogi ’Molloy’, ’Malone dør’, ’Den unævnelige’ er en stadig nedskrivning af fortællekunsten til det absolut minimale.

I ’Molloy’ er der to jegfortællere, Molloy og Moran, som foretager hver deres rejse; der er altså en form for plot og personer. I ’Malone dør’ er der kun Malone, som ligger alene i sit rum og digter historier, mens han venter på sin død. I ’Den unævnelige’ er der intet andet end en stemme; en stemme der rabler løs lige til de berømte slutord: »I must go on, I can’t go on, I will go on«. Ord, der formulerer den absurde helts etiske paradoks: »Jeg skal fortsætte, jeg kan ikke fortsætte, jeg fortsætter«, og som er blevet mit mantra i de ubærlige stunder, som livet før eller senere kaster én ud i.