Frøkenhatte og lyng, riddersporer, judaspenge og buketter af kaprifolium er kun et udpluk af blomsterne i Simone de Beauvoirs roman. ’De uadskillelige’ er en uhyre sanselig roman, det dufter og knitrer på siderne, og det er af absolut afgørende betydning, om kjolen er af taft, satin eller silkejersey. Sætningerne er pudset til perfektion, og tegnsætningen er sit eget sitrende nervesystem af kommaer, udråbstegn og utallige semikoloner. At læse Beauvoirs roman er som at se ned i en sirligt bundet buket – hvilket sikkert ikke mindst skyldes oversætternes fintfølende arbejde.
Fortællingen i ’De uadskillelige’ er inspireret af det vigtige formative venskab mellem Elisabeth ’Zaza’ Lacoin og Beauvoir selv, og kun i få romaner finder man en følsomhed, som kan matche den, der er på spil i Beauvoirs skildring af veninden.
