0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

6 hjerter: Det var værd at vente 66 år på denne gribende roman

I et gammelt manuskript, der nu for første gang eksisterer som udgivelse, fremmaner Simone de Beauvoir sin tabte barndomsveninde, som var hun et forunderligt mysterium altid på nippet til at folde sig ud.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anonymous/Ritzau Scanpix
Foto: Anonymous/Ritzau Scanpix

Simone de Beauvoir ses her på et billede fra 1983.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Frøkenhatte og lyng, riddersporer, judaspenge og buketter af kaprifolium er kun et udpluk af blomsterne i Simone de Beauvoirs roman. ’De uadskillelige’ er en uhyre sanselig roman, det dufter og knitrer på siderne, og det er af absolut afgørende betydning, om kjolen er af taft, satin eller silkejersey. Sætningerne er pudset til perfektion, og tegnsætningen er sit eget sitrende nervesystem af kommaer, udråbstegn og utallige semikoloner. At læse Beauvoirs roman er som at se ned i en sirligt bundet buket – hvilket sikkert ikke mindst skyldes oversætternes fintfølende arbejde.

Fortællingen i ’De uadskillelige’ er inspireret af det vigtige formative venskab mellem Elisabeth ’Zaza’ Lacoin og Beauvoir selv, og kun i få romaner finder man en følsomhed, som kan matche den, der er på spil i Beauvoirs skildring af veninden.

’De uadskillelige’ er en øm roman, men ikke skrøbelig af den grund. Den har trods alt holdt sig frisk i alle de 66 år, der skulle gå, fra Beauvoir færdiggjorde manuskriptet i 1954, og til i dag, hvor fortællingen endelig eksisterer som udgivelse. ’De uadskillelige’ er en gribende roman, ikke først og fremmest fordi romanpersonerne skjuler biografiske liv, men takket være Beauvoirs sans for venskabet og dets mere eller mindre skjulte romantik.

I romanen bliver Simone og Elisabeth til Sylvie og Andrée, og de er kun ni år, da de møder hinanden på Adelaïde-skolen. Sylvie er nummer et i klassen og religiøs for det »skinnende flitterstads’« skyld, mens Andrées tro er genuin og vidtgående. Frem for alt er Andrée det sammensatte væsen, som vinder Sylvies hjerte: Andrée har overlevet en brandulykke, Andrée finder selv hjem gennem Paris’ gader, og Andrée rækker tunge efter en vellykket klaveroptræden.

Det er også Andrée, som allerede i en ung alder kender forskel på de kys, som er platoniske, og dem, som bestemt ikke er det, og Andrée, som pludselig finder på at forlade selskabet for at springe i floden og svømme. Sylvie elsker hende, og når man læser Beauvoirs ord, er det umuligt ikke selv at blive smittet; af henrivende detaljer som at Andrée får gåsehud og kuldegysninger, bare nogen nævner ord som fersken eller orkidé.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce