Det har vakt genlyd i den litterære verden, at det franske forlag les Èditions de l’Herne har annonceret, at man snart kan udgive Simone de Beauvoirs glemte roman ’Les inséparables’, som forfatteren selv syntes var for intim til at blive udgivet i hendes levetid.
Romanen er en fiktionaliseret fortælling om Beauvoirs formative ungdomsår og forholdet til barndomsveninden Élisabeth Lacoin med kælenavnet Zaza, som døde af hjernebetændelse i en alder af blot 21 år.
Beauvoir skrev oprindelig manuskriptet i 1954, altså blot fem år efter udgivelsen af det feministiske hovedværk ’Det andet køn’, og samme år som forfatteren vandt den prestigefyldte Prix Goncourt for romanen ’Mandarinerne’.
Det skulle efter sigende have været Beauvoirs mangeårige elsker Jean-Paul Sartre, som vurderede, at manuskriptet ikke havde de fornødne litterære kvaliteter, og som altså bærer sin del af ansvaret for, at romanen først nu ser dagens lys.
Gyldendal udgiver på dansk
Det er Simone de Beauvoirs adoptivdatter Sylvie Le Bon de Beauvoir, der bestyrer det litterære bo, som nu har valgt at begynde at udgive fiktionsværkerne fra det nedarvede arkiv.
Romanen er allerede solgt til 17 forskellige lande, og i Danmark er det Gyldendal, der udgiver bogen som en del af deres Skala-serie i Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreens oversættelse.
Men hvilke overvejelser gør man sig som redaktør, når man antager et manuskript, som forfatteren oprindelig ikke så udgivet?
Ifølge redaktør for oversat skønlitteratur Eva Magelund Krarup anså man det for en anledning til at introducere danske læsere for en overset del af Beauvoirs litterære virke, som tit er kommet til at stå i skyggen af hendes filosofiske bedrifter.
»Vi har i redaktionen læst og diskuteret det nøje – på samme grundlag som ethvert andet litterært værk – og vi mener, at det er en både fængende, velfortalt og spændende bog, som fortjener at blive gjort tilgængelig for de danske læsere«.
fortsæt med at læse
