Det er en lidt-om-det-hele-roman, som lidt-af-det-hele-kunstneren her er sprunget ud i. Med begge ben og et vovemod, der smitter: For hvad fanden finder han nu på, filmklipperen, instruktøren, digteren og romanforfatteren Daniel Dencik?

»Der findes en vej kantet af timian og katastrofer/ det blev din vej«. Sætningen har sat sig ligesom flere andre af sætningerne fra det bumlende smukke langdigt om den evigt vandrende jøde og den (evigt) kriseramte mand, ’Via katastroferne’. Og fra den autobiografiske fortælling om en mands indædte kamp for retten til at se sine børn, ’Anden person ental’, husker jeg den febrile selvbeherskelse, den knivskarpe retorik.