Lad os bare sige det, som det er: 1970’ernes poesi er både vildt undervurderet og ekstremt misforstået. I dansk sammenhæng tænker jeg især på Peter Laugesen, Klaus Høeck, Marianne Larsen.
Dem har jeg dyrket det sidste års tid. Gået på jagt efter Marianne Larsens fællessprogstrilogi, ikke nem at finde, ikke helt billig (men dog genoptrykt for nogle år siden på Asger Schnacks Forlag). De tre bøger hedder ’Cinderella’, ’Fællessprog’ og ’Det må siges enkelt’, her et digt fra sidstnævnte:
