0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nordbrandts nye digte dirrer mellem fortid og nutid, drøm og vågen, digt og virkelighed

Henrik Nordbrandts digtsamling ’Så en morgen’ handler om livets ophør, men mest af alt om, hvilken underlig størrelse tiden er.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Henrik Nordbrandt anslår, at han har omkring 7 flasker håndsprit stående, som han købte, da det blev muligt. Dem vil han blive ved med at bruge af, så det er et godt køb. Men det er mest for andres skyld. Han er ikke bange for at få corona, han vil bare ikke i respirator. Så vil han »hellere kradse af«, som han siger.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg tænker hele tiden på tiden, mens jeg læser Henrik Nordbrandts nye digte, ’Så en morgen’. Især kan jeg ikke lade være med at tænke på de år, der trods alt er mellem mig selv og digteren Nordbrandt, som blev født på en forårsdag i 1945.

Måske tænker jeg på årene imellem os, fordi det er så længe siden, jeg sidst har læst digte, der som Nordbrandts både har udsyn mod verden – mod el-Alamein i Egypten, mod »Fuerteventuras klipper« og »Costa Ricas regnskove« – dragning mod fortidens dybder og drift mod dødens mørke, men så alligevel viser sig at være så klassiske, at de gang på gang må ende ved jeget. Det er, som om en centrifugalkraft suger dem derind, hvor de store spørgsmål trods alt stadig angår jeget, dets anskuelser og ikke mindst dets tvivl.

Digtet ’Fuglene’ begynder langt over landjorden, højt oppe mellem sorte fugle, men ender altså alligevel ved jeget, der grunder over sin egen usikre plads: »De flyver med vilde vingeslag/ i alle retninger/ men kommer ingen steder./ Og hvad med mig?« Mens det følgende digt, ’Skulpturen’, allerede fra første vers slynger spørgsmålet ud i øjnene på læseren: »Hvad var det så/ der var galt med mig?«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce