Jeg tænker hele tiden på tiden, mens jeg læser Henrik Nordbrandts nye digte, ’Så en morgen’. Især kan jeg ikke lade være med at tænke på de år, der trods alt er mellem mig selv og digteren Nordbrandt, som blev født på en forårsdag i 1945.
Måske tænker jeg på årene imellem os, fordi det er så længe siden, jeg sidst har læst digte, der som Nordbrandts både har udsyn mod verden – mod el-Alamein i Egypten, mod »Fuerteventuras klipper« og »Costa Ricas regnskove« – dragning mod fortidens dybder og drift mod dødens mørke, men så alligevel viser sig at være så klassiske, at de gang på gang må ende ved jeget. Det er, som om en centrifugalkraft suger dem derind, hvor de store spørgsmål trods alt stadig angår jeget, dets anskuelser og ikke mindst dets tvivl.
