Vi lever i identitetspolitikkens epoke, og der findes næppe den erotiske smag, som ikke kan gøres til omdrejningspunkt for en hel personlighed eller udløse bitre skyttegravskrige om tiltaleformer og sociale privilegier.

Men man skal faktisk helt frem til det moderne gennembrud, før det seksuelle blev en bærebjælke i vestlige menneskers identitetsbyggeri, og først sent i 1800-tallet forskød blikket på seksualiteten sig fra handlinger til iboende karaktertræk. Et sensibelt guldaldermenneske som H.C. Andersen lod sig henrykt rive med af den ene glødende mandeforelskelse efter den anden, og fordi han udåndede i 1875, undslap han med nød og næppe en ny tidsalders sexologiske katalogiseringsiver.