Nu har to forfattere skrevet romaner om to kunstnere, som jeg elsker højt: Vilhelm Hammershøi, som maler det grå til stoflig ekstase, og Johan Thomas Lundbye, som sammenstykker landskaber med et lige så panoramisk blik for bakkedrag og himmel som et nærsynet blik for forgrundens små blomster og græsstrå.

Jeg kan ikke komme fra at mene, at hvis man vil skrive om så store kunstnere, må man skrive om deres kunst, forsøge at indfange det helt særlige, deres værker kan. Men det er ikke det, der interesserer de aktuelle forfattere, de ønsker først og fremmest at gøre litterære karakterer ud af kunstnerne og deres nærmeste, og her kommer selve kunstværkerne til at spille en sekundær rolle – de fremstår som staffage eller i et rent biografisk lys. Med ’Kvinde set fra ryggen’ fortæller Jesper Wung Sung om Hammershøi, men fra hustruens, Idas, perspektiv. Med ’Hulemennesket’ fortæller Peter Løhr om Lundbyes ophold i Rom 1845 og hans død på slagmarken 1848.