At læse er for en stund at lægge krop til et andet menneskes tanker og sprogsans. Alligevel er det helt afgørende at stå fast på, at det er bøger, vi som kritikere anmelder, og ikke mennesker.

Da jeg begyndte at anmelde, ville jeg allerhelst flanere gennem værkerne, plukke ord og sætninger for at kunne plante dem ud i mine anmeldelser

Tidligere hjemløs og misbruger Mikael Josephsen er aktuel med romanen 'de andre'. Bogen - og anmeldelserne af den - vakte debat. Foto: Carsten Bundgaard/POLFOTO
Tidligere hjemløs og misbruger Mikael Josephsen er aktuel med romanen 'de andre'. Bogen - og anmeldelserne af den - vakte debat. Foto: Carsten Bundgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det sker med mellemrum, at vi diskuterer, hvad litteraturkritikken kan og skal. Og sådan bør det være. Kritikken skal selvfølgelig informere læserne, men kritikken er også altid et mellemværende mellem kritikerens tekst og den litterære tekst, et mellemværende mellem to slags sprogsans – og, når alt kommer til alt, også en samtale mellem mennesker.

Når vi de seneste måneder har diskuteret kritikken, er det sket med udgangspunkt i, hvordan man kritiserer litteratur, der ikke alene har udgangspunkt i forfatterens liv, men hvor det litterære værk autofiktionelt inddrager forfatterens personlige tragedie. Diskussionen er nødvendig, ikke mindst fordi den sætter kritikerens udestående med ’menneskene bag teksten’ på spidsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her