Det sker med mellemrum, at vi diskuterer, hvad litteraturkritikken kan og skal. Og sådan bør det være. Kritikken skal selvfølgelig informere læserne, men kritikken er også altid et mellemværende mellem kritikerens tekst og den litterære tekst, et mellemværende mellem to slags sprogsans – og, når alt kommer til alt, også en samtale mellem mennesker.

Når vi de seneste måneder har diskuteret kritikken, er det sket med udgangspunkt i, hvordan man kritiserer litteratur, der ikke alene har udgangspunkt i forfatterens liv, men hvor det litterære værk autofiktionelt inddrager forfatterens personlige tragedie. Diskussionen er nødvendig, ikke mindst fordi den sætter kritikerens udestående med ’menneskene bag teksten’ på spidsen.