Enhver bog med tekstanalyser af Erik Skyum-Nielsen, lektor ved Københavns Universitet og nådesløs kritiker på Information siden 1978, er en bog, man gerne vil læse. For få skriver så kyndigt og vidende om dansk litteraturhistorie, så begejstret om daktyler, finitte verbaler og elegisk distikon – side om side med ord som ’genialt’ og ’fucket up’. Skyum-Nielsens nærlæsende dannelsesprojekt ’En særlig del af naturen. Læsninger af 20 danske digte’ er inspirerende læsning, pensum for enhver gymnasielærer, der er klar til at tage sin Staffeldt-undervisning til det næste niveau.
Mere slående er det, at Skyum-Nielsen vælger at slutte sin bog om naturen i danske digte allerede i 2006 med Ursula Andkjær Olsen – flere år før klimaet ellers for alvor kom på dagsordenen. Hvorfor er der for eksempel ikke noget af Lars Skinnebach? Eller nogle digtere som Liv Sejrbo Lidegaard, Theis Ørntoft, Ida Marie Hede, Signe Gjessing (sidstnævnte omtales) – eller alle mulige andre? Hvorfor skrive en hel litteraturhistorie i miniformat, men helt udelade de sidste 10-15 år?
