At genlæse Stefan Zweigs svanesang ’Verden af i går’ er både tragisk, forstemmende – og drivende nostalgisk. Vi taler om udglattende pacifisme og udbredt samvirke for et emanciperet dannelsesborgerskab. Proletariatets rolle synes at være glemt i en parentes, skriver Bo Tao Michaëlis i denne klumme.

Forfatteren her er hot for tiden, og Bille August er i gang med at filmatisere hans eneste roman

 Stefan Zweig (1881-1942) drømte om et forenet Europa, hvor der var højt til loftet. Det nåede han ikke at opleve, før han døde for egen hånd.  Foto: Ip Vp,vp. Key R4,d.,xgm/ASSOCIATED PRESS
Stefan Zweig (1881-1942) drømte om et forenet Europa, hvor der var højt til loftet. Det nåede han ikke at opleve, før han døde for egen hånd. Foto: Ip Vp,vp. Key R4,d.,xgm/ASSOCIATED PRESS
Lyt til artiklen

Jeg, min mormor og hendes cykel tog toget til Salzburg. Herfra ville hun cykle med mig bag på til Wien, men havde glemt bjergene. En venlig lastbil kørte os til vandrerhjemmet i Østrigs smukke hovedstad. Storbyen var nederlagsramt og småmelankolsk. Mere fattigdom og forarmelse end valsedrømme og Mozart. Her ni år efter 1945 var den berømte Stefankirke stadigvæk mest en ruin. Kvæstede veteraner i gadebilledet, kakifarvede officerer i jeeps, forhutlede mennesker i nedslidt tøj. I de allieredes opdelte by havde den røde hær sin egen russiske bydel med strækmarch og standhaftige tanks.

Højdepunktet for en seksårig var naturligvis en tur i Riesenrad, det berømte pariserhjul. Så hver gang jeg ser filmen ’Den tredje mand’ fra 1949, mimer det mit barndomsmøde med Wien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her