Jeg, min mormor og hendes cykel tog toget til Salzburg. Herfra ville hun cykle med mig bag på til Wien, men havde glemt bjergene. En venlig lastbil kørte os til vandrerhjemmet i Østrigs smukke hovedstad. Storbyen var nederlagsramt og småmelankolsk. Mere fattigdom og forarmelse end valsedrømme og Mozart. Her ni år efter 1945 var den berømte Stefankirke stadigvæk mest en ruin. Kvæstede veteraner i gadebilledet, kakifarvede officerer i jeeps, forhutlede mennesker i nedslidt tøj. I de allieredes opdelte by havde den røde hær sin egen russiske bydel med strækmarch og standhaftige tanks.

Højdepunktet for en seksårig var naturligvis en tur i Riesenrad, det berømte pariserhjul. Så hver gang jeg ser filmen ’Den tredje mand’ fra 1949, mimer det mit barndomsmøde med Wien.