Der findes en bevægende scene i Helga Flatlands roman ’Et liv forbi’, hvor Sigrid hjælper sin gamle mor med at klæde sig af: »lag på lag af uld. Jeg ler lidt, da jeg når til den tredje og sidste uldtrøje. »Altid uld inderst, siger jeg««. Hvortil moderen halvsovende svarer: »Så har jeg i hvert fald lært dig noget af det vigtigste her i livet«.
Dialogen er karakteristisk for romanens fine måde at beskrive, hvordan følelser og symbolik indlejrer sig i selv simple praktiske gøremål, når det er mor og barn, der indtager rollerne – her endda i den klassiske bytteleg, hvor barnet er blevet den omsorgsgivende voksne. Scenen vækker en art kollektiv genkendelse, tænker jeg, for hvem har ikke været udsat for barndommens korporlige indpakning, dette kærlige uldtyranni? Siden gjort et ungdommeligt oprør mod de kvælende kradsende lag og endnu senere delvis forsonet sig med lagene, i en anerkendelse af, at jo, uld har sine kvaliteter, mor, men måske med måde?
