Bortset fra krimier er science fiction den genre, bogsnobber afskyr mest. Jules Verne er sat ind i børneværelset, H.G. Wells er selv den usynlige mand, Aldous Huxley reaktionær ronkedor, George Orwell og Ray Bradbury overlever som antikommunistiske advarselsskilte. Nogle æggehoveder har via film fået øje på Philip K. Dick. Frank Herberts værker om kæmpeklitten er stadigvæk mest kult, Ursula K. Le Guin mest en taoistisk-feministisk spåkone for de få. Vor tids litteratur skal helst handle om kærlighed og konversation mellem nydelige ynglinge.

Sligt findes også et sted eller to i Jo Nesbøs nye novellesamling, ’Rotteøen’. Skrevet med covid-19 in mente handler titelnovellen om det sidste kvarter, før overklassen med helikopter flygter fra en pestramt storby for at møde fremtiden på et hangarskib udstyret som et luksusressort for de allerrigeste. Med tilbageblik følger vi to mennesker på flugt fra et eskalerende kaos. Den ene en rigmands advokat med kone og børn, den anden en lesbisk bandekvinde med sort bælte i thaiboksning.