En ældre kvinde er flyttet tilbage til den by ved fjorden, hvor hun engang boede med sin mand og deres datter, som nu er voksen. Hun har installeret sig i en lejlighed over for kirken, så hun kan følge med i begravelserne og fra sit skjul bag persiennerne iagttage de folk, som hun kender fra dengang. I lejligheden ovenpå bor en lille pige, som hun ikke gider møde: »Det er sjældent, at jeg har lyst til at møde nogen, og slet ikke børn. Jeg er ikke længere god til dem«.
Sådan er udgangssituationen i Lotte Kirkebys nye roman. Herfra udfolder vores tilsyneladende særling af en jegfortæller historien om sin fortid i den by, hun er vendt tilbage til. I det ydre en ret upåfaldende historie: Ungt nyuddannet lægepar får bygget et hus ved fjorden, flytter ind, får en datter og plejer venskabelig omgang med naboerne. Der angives ingen årstal, men jeg har en fornemmelse af at befinde mig i 1970’ernes ekspanderende parcelhus-Danmark: »Vi byggede alle sammen mere end vi havde brug for«.
