Dostojevskijs frieri er en perle. Den altid gældsplagede forfatter skal skrive en roman i løbet af en måned for at holde kreditorerne fra døren. Den 35-årige forfatter hyrer derfor den 20-årige stenograf Anna. Han skriver sine udkast om natten og dikterer dem til hende næste dag. Opgaven lykkes, romanen digtet færdig, renskriften afleveret.
Så digter han en ny. »Men slutningen kan jeg ikke komme på det rene med«. Den handler om en halvgammel kunstner, plaget af sygdom og gæld, som forelsker sig i en ung kvinde, »ingen skønhed i egentlig forstand, men sød og indtagende«. Det sprudler fra forfatteren, han får fortalt alt om sin helts trange opvækst og dårlige ægteskab med en nu afdød kone.