»Jeg har været min mand utro«, får man smækket lige i synet, når man åbner bogen. Lige fra sin debut vidste Sigrid Undset, at det er fra romanens begyndelse, man skal indfange sin læser. Senere er det for sent. Men man skal også have noget oppe i ærmet, hvis læseren skal blive ved. ’Fru Marta Oulie’ opfylder begge krav.
Peter Nansen på Gyldendal må have ærgret sig. Han afviste Sigrid Undsets første romanforsøg så arrogant, at hun valgte et andet forlag at debutere på med sit næste manuskript. Ida Jessen fortæller i et veloplagt forord, at norske anmeldere var lige så arrogante som den danske forlagsdirektør. Dog indrømmede en, at på bogens få blade »har frk. Undset, skønt hun er en kvinde, kunnet få sagt, hvad hun ville«.

