De fleste har nok overvejet, hvilken sans de nødigst ville undvære. Jeg plejer at vælge høresansen, fordi det ville være et tab ikke længere at kunne høre andres stemmer. I virkeligheden er jeg mere bange for at miste synet og blive ladt alene tilbage i mørket. Men kan man favorisere synssansen, som både rangordner, begærer og objektiverer?

Pia Tafdrups poetiske kvintet om sanserne – som hun påbegyndte en sommerdag for snart ti år siden, og som dette forår fuldendes med ’Berøringen af hud’ om følesansen – hierarkiserer til gengæld ikke. Tafdrups digte drives mindre frem af frygt for tab og afkald end af digterens lyst til at hylde sanserne for at forbinde os med verden.