Jeg mærker straks, hvordan alt glattes ud, hvordan min krop spænder af. I Pia Tafdrups ’Lyden af skyer’ er tingene ikke knudrede, men anbragt, hvor de skal, digterjeget er ikke viklet ind i en specifik, akut livssituation, men fritsvævende gennem alle livets faser. Jeget standser, lige hvor det vil: hos det ufødte barn, der i maven danser en dans til sin storebrors stemme, hos et rådyr, der fryser ved den mindste puslen i skoven, i en tom gade en tidlig morgen under et åbent vindue ved lyden af nogens orgasme, ved mormors symaskine, ved Patti Smiths rå sang og endelig ved den døendes tyste leje. ​​​

Der er en sjælden opmærksomhed på detaljer, på alverdens små bevægelser i digtene, men ingen vrede, ingen anfægtelse, ingen besværlige følelser. Pia Tafdrup brydes ikke med stoffet, det hvirvles ikke op, men komponeres sirligt, og især dét adskiller ’Lyden af skyer’ fra mange af de digte, der skrives disse år.