Den største nulevende amerikanske forfatter. Det kalder hans eget forlag ham. Og selv om de har en vis kommerciel interesse i at skrue lidt ekstra op for charmen, er det nok ikke helt forkert.
88-årige Cormac McCarthy har i hvert fald solgt millioner af bøger. Anmelderne elsker ham og hans ofte ret voldelige værker, der som regel udspiller sig i de amerikanske Sydstater og kredser om menneskets ufattelige grusomhed, og de placerer dem gerne helt oppe omkring udødelige klassikere som ’Moby Dick’. Hvert år er han desuden på tale som en oplagt modtager af Nobelprisen i Litteratur. Og så er adskillige af hans bøger blevet lavet om til succesfulde film, mest kendt ’The Road’ og ’No Country for Old Men’.