Historien om A.F. Steadman er gjort af det stof, som får håbefulde forfattere til at bruge de fleste af deres vågne timer på at skrive. Måske får de ofte afslag fra forlagene, men de kan stadig drømme om at blive den næste A.F. Steadman, som har fået sin debutbog, ’Skandar and the Unicorn Thief’, plus de to følgende bøger solgt for et solidt syvcifret beløb i britiske pund, målt i danske kroner er det 10 millioner plus. Beløbet omtales som rekord for et forskud til en børnebogsdebutant. Filmrettighederne er afsat, og bogen kommer på 38 sprog.
Lyder det som noget, vi har hørt før? Ja, og det er der flere grunde til. Ikke alene har engelske Annabel Steadman valgt et forfatternavn, som i sin opbygning minder en del om det mere kendte navn J.K. Rowling, men forfatterens børnebogsunivers i ’Skandar og enhjørningetyven’ læner sig samtidig op ad noget, som både forlag og børnebogslæsere har set før. Dette synes dog på ingen måde at have kølnet interessen. Både bog- og filmrettigheder blev solgt efter hidsig auktion.





