Der sker sjældent de store forskydninger blandt de forfattere, der modtager allerflest bibliotekspenge for deres bøger, og i år har ikke et nyt navn fundet vej til top-10.
Det er altså de samme ti som året før, men rækkefølgen er anderledes. Det fremgår torsdag af en oversigt fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Torsdag er netop dagen, hvor de mere end 185 millioner kroner i bibliotekspenge finder vej til forfattere, oversættere, illustratorer og andre, som har bøger i bibliotekerne. I alt modtager 10.338 personer bibliotekspenge.
Bibliotekspenge
Top 10: (Sidste års placering i parentes)
1: Bjarne Reuter (1): 708.148,69 kroner
2: Josefine Ottesen (2): 687.147,27 kroner.
3: Dennis Jürgensen (3): 662.791,08 kroner.
4: Kim Fupz Aakeson (6): 658.880,19 kroner.
5: Kenneth Bøgh Andersen (5): 655.589,64 kroner.
6: Maria Helleberg (8): 653.290,58 kroner.
7: Lene Kaaberbøl (4): 649.153,86 kroner.
8: Bent Haller (7): 631.531,34 kroner.
9: Kim Langer (10): 627.482,63 kroner.
10: Jørn Jensen (9): 610.102,16 kroner.
Kilder: Slots- og Kulturstyrelsen.
Topscorer på listen over de forfattere, der modtager flest penge for deres bøger, er som vanligt Bjarne Reuter.
Han modtager godt og vel 708.000 kroner. Reuter, som især er kendt for børne- og ungdomsbøger som ’Zappa’ og ’Busters verden’, har i årevis ligget øverst på listen.
Herefter følger Josefine Ottesen med cirka 687.000 kroner, Dennis Jürgensen med omtrent 663.000 kroner og Kim Fupz Aakeson med knap 659.000 kroner.
De øvrige på listen er Kenneth Bøgh Andersen, Maria Helleberg, Lene Kaaberbøl, Bent Haller, Kim Langer og Jørn Jensen.
Bibliotekspengene er en del af finansloven og udbetales på baggrund af bibliotekernes bestand af bøger.
10,5 procent af bibliotekspengene går i år til e-bøger og netlydbøger.
For digitale bøger ser top-10 noget anderledes ud. Bjarne Reuter er nemlig slet ikke at finde blandt de øverste ti her, mens Maria Helleberg ligger øverst med en udbetaling på knap 197.000 kroner.
Til grund for udbetalingen af pengene for e-bøger og netlydbøger indgår også oplysninger om ’tilrådighedsstillelse, udbredelse og anvendelse’ af en bog. Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen.
Over de næste år vil den digitale andel af pengene trinvist blive opjusteret. Det var i 2018, at Danmark begyndte at udbetale penge for e-bøger og netlydbøger.
Årets fordeling er sket lidt senere end normalt, skriver styrelsen. Det skyldes en systemopdatering. Næste år vil udbetalingen efter planen igen finde sted i april.
ritzau
fortsæt med at læse





